Man følte sig virkelig hensat til Vesterhavets magt og brusen, en frygtelig storm startede stykket med, hvor vi så hvor barsk det er derude vestpå både på den ene og anden måde.

Stykket kørte meget over, hvor barsk det var at leve derude og hvor bark det kan være ikke at være troende og komme i nød. Hvor vi alle jo ved, at vi uanset om vi er meget troende eller kirkegængere kan komme til guds hus og blive taget vel imod.

I stykket blev der omtalt en frygtelig ulykke på havet, hvor 26 fiskere mistede livet og mange familier i små kår fik det endnu værre med at få tilværelsen til at gå videre på de kår de nu skulle til at leve efter. Mange børn blev faderløse enkelte forældreløse.

Den lille Karen på 15 år og blind (Spillet af Sofie Ebbesen) formidabel skuespiller i denne rolle.
Karen blev nu med faderens bortgang forældreløs og samtidig skulle hun få tilværelsen i fremtiden, til at komme videre.

Indre mission er bestemt et svært sted for Karen at være i. Jo, godt nok de mennesker hun kender hjælper hende så godt de nu kan, men præsten er der bestemt ikke nogen hjælp at hente hos. Torden og bulder tale. Fordomme raser i det lille samfund, etiketterne er der også sat på de mennesker der bor der.

Et stykke der fortæller os alt livet har mange farver, ikke altid er det de lyse der bruges, men de mørke barske farver finder og bruges, selvom lærredet er åben for alle farver, så var det de mørkeste farver der kom på lærredet i denne forestilling.

Dog vil jeg påpege, alt for højt skrigen og tale oveni, det var til tider svært. at høre replikkerne der blev sagt, en forestilling tæt på skuespillerne, der giver noget specielt, vi er tæt på dem og kan følge med i deres mimik og ansigtstræk/kropssprog.