Luther længe leve

Teatret Møllen og Vontrapp kunstnerkollektivet har i anledning af Luther og Wittenbergs tese-på-kirkedør jubilæum i oktober, skabt en, formoder jeg, bestillingsopgave. Selv om jeg fik en fin afrunding på oplevelsen sidder jeg dog efterfølgende tilbage med om vi virkelig har levet i 500 år med skyld og skam? Havde det været federe at hele den kristne verden var foruden protestantismen, hvor man ikke ugentligt kan konsultere sin pater angre og få syndsforladelse?
På vej til Roskilde undrede det mig dog: Siden hvornår er man begyndt at kalde sammenhængen mellem kirke og teater for eksperimenterende? Er det ikke den sammenhæng hele den europæiske teaterhistorie er baseret på? Nå, lad nu det ligge.
Så er der det med kærligheden og sammenholdet vi åbenbart kan betragte som en fællesnævner for kirke og teater… Ja – vi oplever sammen i nuet, men jeg fornemmede ingen umiddelbar kærlighed i rummet, lige bortset fra kærestens hånd på mit lår. Jeg kunne mærke venlighed, høflighed men også en forvirring over at blive gjort til skamstøtte. Jeg er en del af det moderne samfund, hvis vi nu skal snakke fællesskab, og som sådan føler jeg mig efter forestillingen ramt på en skam-og-skyld pose, som jeg ikke anede jeg var i besiddelse af. En følelse der blev italesat i det rum som skulle udfordre kunstnerne. Et rum jeg ikke kommer i særlig tit, men et rum der klart egner sig til visse udfoldelser og klart ikke til andre. F.eks. ikke til italesættelse af begreber der påduttes mig af spillere der for det meste er placeret så jeg ikke kan se og faktisk også har svært ved at høre dem. Der er måske en historisk årsag til at der ikke snakkes meget i et kirkerum pga. akustikken? Men lyden af orgel og smukke sangstemmer kun beriges af den buede og hvælvede arkitektur. Hvis fællesskabet skal markeres kunne vi jo synge en sang som der så ofte gøres i kirken …
Så første halvdel af forestillingen, gik min næse forbi. Jeg blev først fanget af forestillingen da Katinka Fogh Vindelevs medrivende sopran mystisk dukkede op som luftige toner i det fjerne og forplantede sig gennem kirkerummet. Det samme da småpigekorets stemmer bølgede fra alle hjørner og mødte hinanden på kirkegulvets midte.
De billeder der blev skabt af stemmer fra nær og fjern og som gled sammen med guldplateauet der strakte sig gennem hele kirkegulvet, var med til at rede forestillingen. Slutningen hvor pigerne en efter en lagde betonkuglerne på guldplateauet og dørene ud til det gamle Roskilde blev åbnet, hvor horisonten med den sene aftensol blev en del af scenografien, var en meget smuk oplevelse.