Sig noget sjovt!

Jeg elsker Anders Matthesen og Jonathan Spang. Det er to fantastisk dygtige herrer, som jeg har meget stor respekt for. Jeg har respekt for deres kunnen med ord og for deres timing. For mig handlede "Kjeld og Dirch" ikke så meget om datidens komiske makkerpar, som om et ømt - og også følsomt - venskab mellem to mænd - to kunstnere. Det gengiver Matthesen og Spang meget dygtigt, og det er er klogt valg at nedtone de klassiske originaltekster til fordel for den nutidige leg med ord, som vor tids store underholdere mestrer så beundringsværdigt. Det er sjovt at opleve, hvordan publikum stadig griner allermest af barnlige "hov, jeg kom til at slå dig"- og "lad os klæde os ud med hatte"-numre. Barnlig komik, der virker. Samtidig må jeg indrømme, at jeg ikke rigtig blev grebet. At jeg ikke rigtig grinede igennem, som jeg gør, når jeg oplever Matthesen i andre sammenhænge. Jeg nød at lytte til deres hurtige ordvekslinger, og jeg nød den levende scenografi med møbler, der blev hejst op og ned fra loftet, som et fint billede på teatrets - og livets - flygtighed. Det var genialt med scenetæppet, som vi både fik lov at være foran og bagved - som et publikum, der fik et kig bag tæppet. Godt tænkt! Jeg glæder mig til et liv videre med Matthesen og Spang - så meget er i hvert fald sikkert.