Tankevækkende komedie om børn – for voksne.

4-årige Lucy sidder på et plysset lyserødt tæppe i midten af rummet og leger med sine Barbie- og Kendukker. Hun bliver afbrudt af sin fantasi ven – den voksne Hr. Marmelademand - og så er historien ellers i gang. En historie om venskab og ensomhed og hvad der egentlig foregår i hovedet på en 4-årig pige, hvis mor aldrig er hjemme og barnepigen altid er forsinket.

Mr. Marmalade på Odense Teater er en barsk komedie om børn i en voksen verden, hvor man som publikum kommer hele følelsesregistret igennem på de ca. 1 time og 45 minutter som selve forestillingen tager.

Den er fyldt med sjove gimmicks, sort humor og dårlige jokes, der får en til at knække sammen af grin og have en smule ondt i alle mave- og ansigtsmuskler efter tæppefald. Det er alt fra Lucys charmerende sprogfejl til gakkede kostumer og ekstreme karakterer. Selv når man tror, man umuligt kan grine mere, sker der en ny ting på scenen, der sætter gang i endnu et latterbrøl.
Men det hele er ikke kun sjov. Mr. Marmalade tager fat i alvorlige problematikker som ensomhed og selvmord blandt børn, men bearbejder det stadig med en uskyldig børnestemme, der virkelig får det til at ramme hos publikum. Det absurde i at se den 5-årige Tommy stå og fortælle om sit nylige selvmordsforsøg og hvordan han aldrig tror, han har været rigtig glad, er enormt følsomt stærkt, men alligevel så absurd, at man ikke kan lade være med at grine en lille smule. Flere gange sidder man med dilemmaet ”Skal jeg grine eller skal jeg græde?” for ens krop har lyst til at reagere på begge måder.

De stærke reaktioner skyldes især skuespillernes præstationer hele vejen rundt. Lea Baastrup Rønne og Kristoffer Helmuth er begge overbevisende i deres roller som børn uden at virke for barnlige. Stemmen og talemåden er en smule ændret, men det er i virkeligheden kropssproget, der giver Lucy og Tommy deres unge alder. En spillemåde, der også er med til at understrege at universet i Mr. Marmalade er Lucys og det hele er set i børnehøjde, hvor børnene er kloge og de voksne godt kan være dumme.

Mr. Marmalade på Odense Teater er helt klar anbefalelsesværdig, hvis man har lyst til både at grine og græde – eller hvis man bare vil se noget helt vildt godt teater.
Jeg har valgt at give én stjerne for hver følelse, der gik gennem min krop, mens jeg så Mr. Marmalade; Glæde, Sorg, Ensomhed, Overraskelse, Afsky og Kærlighed.