Et rædselsspil

Der er noget fascinerende ved håndførte dukker i legemsstørrelse. Skikkelser, der alene gennem bevægelser udtrykker følelser.
Nok er øjnene tomme og dukkeførerne synlige, men alligevel forstår og oplever vi en dukkeverden fuld af sorg, smerte, kærlighed…
”Jernringen” på Bådteatret er noget så sjældent som et rædselsspil om Hitlers belejring og nedslagtning af Leningrad (1942) illustreret af den russiske komponist Shostakovichs 7. symfoni - efter signende komponeret unde belejringen – læg dertil lidende levende dukker.
Den 85 minutter lange komposition, lægges bogstaveligt talt på grammofonen - og så kan dukkespillet begynde.
Komponisten selv dirigerer det imaginære orkester og langsomt glider vi til musikkens toner, snart rytmiske, snart lokkende, snart brutale ind i en verden hvor krigens vold viser sit sande ansigt – helt konkret i Hitlers grimme fjæs og Stalins altfaderlige (tilsyneladende) milde.
Vi gennemlever den lille komponist families lidelser, oplever krigsgalskaben og byens udslettelse – alt sammen på miniscenen, der med symfonien som drivkraft, hvirvler os ind og ud af slagmarkens rædsler.
En teknisk imponerende bedrift. Iscenesat af Rolf Hein, scenografien mm ved Rolf Søborg Hansen - og ikke mindst med fremragende dukkefører. Og alligevel sidder man som tilskuer tilbage med et problem, når den almindelige imponerethed har lagt sig. Har Shostakovich brug for en så håndfast en fortolkning? En billedlig tone-for- tone gengivelse – der næsten barberer symfonien for den medrivende billeddannelse, som komponisten netop med den form for program-musik har forudsat. Der er noget selvmodsigende i forestillingens dukke-fantasi og musikkens konkrete tonemaleri.
Glem det – og åben sanserne. For ”Jernring” er en ”bådrejse” værd.