Zebu kikser trods gode intentioner

Der findes mange teaterstykker, som har en bestemt målgruppe – men Zebu har, lidt kontroversielt, taget målretningen til et nyt stadie. Forestillingen ”Mand til mand” har kun adgang for drenge og unge mænd i alderen 13-17 år – dog må kvindelige lærere, pædagoger osv. godt se forestillingen, men de hunkønnede teenagere har ingen adgang. Jeg arbejder selv professionelt med netop den aldersgruppe, hvilket præger denne anmeldelse en del.

Man forstår pointen med en forestilling kun for drenge, for Zebu vil gerne debattere med dem, uden at pigerne er med, siger de. Desværre fungerer netop den del ikke. Mere om det senere.

Vi præsenteres for to mænd, Jesper og Peter. Rammehistorien er, at de skal holde et foredrag for publikum, og i løbet af forestillingen ser vi, hvorfor de tilsyneladende har valgt at skulle blive foredragsholdere, og den mere skjulte (også for dem selv, et langt stykke hen ad vejen) grund. Der er en del skift, hvor vi både ser dem i foredragssituationen og hvor vi ser dem udvikle sig og komme til nye erkendelser, efterhånden som forestillingen udspiller sig. Det foregår på en meget smal, kileformet scene, hvor publikum sidder på begge sider. Det fungerer godt, for det betyder, at vi får en god nærhed, og giver mulighed for den dialog med publikum, som de gerne vil lave.

Det hele bindes flot sammen af velvalgte musiksekvenser af Camilla Bang. Det er noget af det bedste ved forestillingen, for det sætter en god stemning.

De to roller fungerer allerbedst, da de dykker ned i deres egen baggrund. Her ser vi smerten og fortrængelsen, og forstår, hvorfor især en af figurerne har udviklet sig som han har. Det var godt, og det kunne godt endnu mere have været omdrejningspunkt i forestillingen. Det bliver det desværre ikke, og her kommer vi frem til, hvorfor jeg ikke synes forestillingen holder.

Det tog mig noget tid at finde ud af, hvorfor jeg, trods gode elementer, stadig ikke syntes forestillingen fungerede, og jeg har fundet ud af, hvad det er der er galt – og det er, at den overordnede præmis ikke fungerer. Især den ene er vidt forskellig i karakter, i de scener hvor han laver foredrag ift. de scener, hvor man følger de to personer når de ikke er i gang med et foredrag. Det er tydeligt, at man gerne vil tale til de unge i øjenhøjde, men hvorfor så ikke bare tale normalt til dem? Her taler den ene i et ”stoddersprog”, med så klamme vittigheder at mine elever i hvert fald ville korse sig, og den anden taler i så sterilt et sprog, at de ikke ville fatte hvad han talte om. I al beskedenhed, så er det min erfaring, at 13-17-årige godt kan gennemskue, når voksne mennesker prøver at tale ”ungt” til dem, og det virker sjældent godt. Desuden virker præmissen om, at de er sat til at holde foredrag, uden nogen som helst forudsætning, helt usandsynlig.

De vil gerne i dialog med publikum. Ved premiereaftenen, hvor jeg så forestillingen, var der rent undtagelsesvis mest voksne mennesker af begge (alle?) køn, og det gjorde selvfølgelig dialogen sværere, men det undrede mig, at man ikke på et eneste tidspunkt holdt fast i, eller problematiserede, det publikum sagde. Det fik lov til at hænge i luften, selv om det kunne have været ganske interessant at hive fat i netop det.
Alt i alt anerkender jeg de gode intentioner, og jeg ser også visse elementer fungere. Emnet er godt og vigtigt, og jeg ser pointen i at få drengene i tale, men overordnet, så holder det desværre ikke.