Højt spil fra Sid Vicious og Bellevue

Ørepropperne der blev delt ud inden forestilling mere end antydede, at det ville blive en barsk omgang at se - og især høre Sid Vicious - Sex Pistols with love på Bellevue.
Og der blev spillet højt. En kort gennemgang af Sid og Nancys liv, indtil de endte i værelse 100 på Chelsea Hotel, kørte på storskærme i typisk Sex Pistols- layout, mens vi fik en Sex Pistols’ Greatest Hits med et forrygende råt spillende band og en overbevisende Morten Holst som sanger. Så var stykket i gang.
Bandet og musikken vil jeg fremhæve, især de instrumentale sekvenser der poppede op i selve stykket fungerede fint.
Førnævnte Morten Holst og Julie Ølgaard gør det også godt og overbevisende i hovedrollerne, mere karikeret og teaterirriterende er birollerne.
Jeg troede, at det ville være ligesom at se Titanic, jeg kendte jo slutningen, men det viste sig så, at slutningen faktisk overrasker, og det burde jo være godt. Alligevel er det altså handlingen der halter i dette stykke. De snakker og snakker, og efterhånden kører bræk, spyt og ”fuck dig” i en form for båndsløjfe, så man sidder lidt og keder sig. Det er trods alt bare et kammerspil i punkoutfit.
Men her dagen derpå har jeg åbenbart ikke sluppet stykket helt, den der triste og håbløse New Yorker-halvfjerdser-stemning har alligevel sat sig i mig - og det gør, at min bedømmelse sniger sig op på et firtal.
Efter starten pillede jeg ørepropperne ud - og de blev ude under resten af forestillingen - man kan vænne sig til meget.