Komisk og gribende kunstnerprotræt

”Sven fra Randers” er en utrolig vellykkede komisk og surrealistisk forestilling om multikunstneren Sven Dalsgaards liv og død. En smuk iscenesættelse der giver et gribende indblik i kampen mellem kunstneren og mennesket, det trivielle og det storslåede, livet og døden, hadet og kærligheden.

Stykket er ligeglad med de biografiske lineære detaljer. Det kunne have været så naturalistisk og kedeligt fortalt som så mange andre utallige biografier, men her har instruktør Moqi Simon Trollin og dramatiker Jesper Bræstrup Karlsen heldigvis valgt en anden og meget mere spændende tilgang. I stedet dissekeres Svens eksistens og publikum får serveret brudstykker af både hans indre og ydre liv. Brudstykkerne kædes sammen af et smukt musisk univers og en stærk visuel scenografi. Ved stykkets udgang står publikum tilbage med alle disse stykker vævet til et overraskende levende og nærværende helhedsbillede af Sven Dalsgaard som menneske og kunstner.

Vi møder Sven Dalsgaard i 1999 liggende storrygende i en hospitalsseng tæt på døden - intenst spillet af Klaus T. Søndergaard. Herfra kastes publikum mellem absurde både større og mindre sekvenser af Svens liv, som i scenen hvor han fødes på gulvet, mens hans mor har travlt med at lave mad. På denne rejse i Svens liv møder vi også Svens ”tvilling”. Eller rettere en splittede udgave af ham selv, kunstneren, guden, geniet – ligeledes forrygende spillet af Holger Østergaard. Samspillet mellem Klaus Søndergård og Holger Østergaard er med til at løfte både teksten og stykket. De er som to dansere i en kompliceret dans, der indøvet får det til at se så forbandet let ud. De kaster sig ind og ud af scenerne hvor det går fra dansen til en kamp til en leg og fra en hjerteskærende omfavnelse til en rasende frastødelse. De oser af liv selv under deres hvide ligblege sminke.

Vi ser scener hvor Sven forelsker sig i en pølsemand, hvor Sven sættes for en slags folkedomstol og dømmes skyldig i moderne kunst, hvor moderen ved symaskinen ligegyldigt fortæller Sven at hans far er død, vi kastes rundt mellem scener, samtaler og drømmesyn, men aldrig mistes tråden. Sceneskifterne er organiske flydende og Randers Teater Kor binder det hele sammen med smukke og komiske lyduniverser og stemninger. Koret er både statister i forestillingen og agerer en slags moderne græsk kor der observerer og kommentere på Svens liv.

Selve scenografien er et stort sterilt hvidt rum med hospitalssenge, hvide lærreder og metallamper. Ved første øjekast virker det tomt og dødt (som Svens liv i begyndelsen af stykket), men scenografien forvandles ved hjælp af projektioner og video uden at det bliver larmende eller for meget smukt orkestrerer af Ted Pierce.

”Se med mine øjne” siger Sven i begyndelsen af stykket og det lykkedes til fulde med denne opsætning. Jeg kom til stykket uden særlig kendskab til Sven Dalsgaard som kunstner eller menneske, men gik derfra med åbne øjne og en fornemmelse af at have været vidne til et helt liv.