Er Thorvaldsen relevant i dag?

Decemberisternes udstilling er en organisk syntese af Thorvaldsens værker og deres nutidige replikker. Kunstnergruppen har tilnærmet sig værkerne fra forskellige vinkler og med en stor mangfoldighed af arbejdsredskaber. Trods det kan man systematisere dem på en måde. Jeg valgte at dele dem op i de følgende tre grupper (overlapning er selvfølgelig mulig): værker, der fremhæver, aktualiserer eller tænker Thorvaldsens værker om.
Der er et værk, der ikke refererede til Thorvaldsens værker. Det er Sys Hindsbos, som tager inspiration fra hans kraftfulde, manieristiske værk (Kvinde leger med mår) fra Sonnes frise.

Under fremhævning mener jeg, at kunstnerne beholder værdier/kompositioner af de oprindelige værker. Heine Kjærgaard Klausens An eternal fight for love er en godt eksempel. Han valgte en skulpturkomposition af Amor, kærlighedens gud og Mars, krigens gud. Objekter (f.eks en tromme) og fotografierne kan associeres enten med kærligheden eller krigen. En grupper af billederne viser folk med geometrisk tatoveringer, en anden viser billeder med hjertettatoveringer og en tredje viser forskellige typer (smertefulde) kropssmykker. Især i de sidstnævnte to grupper er der en sammensmeltning af de to værdier: de viser den evige (tit masochistiske) kamp vi kæmper for at opnå kærlighed (fra andre).

Et andet eksempel er Steen Møller Rasmussens Venus, skønhedens gudinde. Venus’ rolle bringes frem ved at stille kameraer mod hende som om hun var en Hollywood-stjerne. Kameraer former en rombe i forhold til skulpturen: De sorte kameraer og en sort sko former en trekant med den hvide Venus på den ene side. På den anden side former de en trekant med en farverig legoklodsbygning, der indeholder en camera obscura, som vender Venus’ billeder om. Kompositioner med balancerede kontraster (farver, omvendte billeder) markerer det oprindelige værk.

Oda Knudsens Symbolske skibe i Kristussalen skaber analogi med havets uendelighed og Kristus’ (og hans lære) eller også med (Thorvaldsens) kunsts uendelighed. Herudover kan man sammenligne det med den rejse, man oplever på et skib og den gennem religion eller kunst. Havet viser sig også talrige gange i Biblen (f.eks. i forbindelse med Moses, Jesus, Jonas, Noa mm.).

Doris Bloom har sat en sort boks med binokulær foran Amor og Psyches skulptur. Den forhindrer at se skulpturen på den almindelige måde, til gengæld kan man kigge på den gennem en speciel binokulær, som laver lyd ifølge vores bliks bevægelse (derfor hedder værket Blikkets lyd). Det inviterer til at kigge på Thorvaldsens værk på en ny måde, som derved kommer mere i fokus. Herudover er boksens små ornamenter i overensstemmelse med loftets ornamenter.

Jørgen Carlo Larsen stillede tre spejler rundt om skulpturen af de tre gratier. Selvom spejlene er moderne og deformerede (i kontrast til de klassiske, perfekte gratier), er de let byggede og deres bølgende kurver har en dansende karakter, lige som de tre gratier. Hvis tilskueren kigger ind i og bevæger sig foran spejlene, kan vedkommende få gratierne til at danse. Jørgen Carlo Larsens værk (Ombygning. De tre gratier) forstærker således det oprindelige.

Hans Christian Rylanders værk (Bournoville besøger Thorvaldsen) består af tre typer værker: gipsskulpturer, en kollage af malerier og en dansevideo. Værket er ret indviklet, da det vil opfylde den afdøde balletmester Bournovilles ønske om at lave en ballet om Thorvaldsen. Den komiske- surrealistiske ballet blev danset af børn inde i museets forhal. Hele iscenesættelsen er fyldt med symboler, kontraster (ælder, farver, kompositioner osv), men også med meget harmoniske scener. I det hele taget er værket en stor glorificering af Thorvaldsen og den æstetik, han fulgte (som er i overensstemmelse med videoens æstetik).

Jesper Rasmussen slettede skulpturerne i forhallen ved hjælp af Photoshop på sit fotografi Forhal, Thorvaldsen Museum. Kun skyggerne blev tilbage for at vise skulpturerne efterladt grandiositet og autoritet. De er usletbare lige som Thorvaldsen og kunsten generelt.

Under aktualisering mener jeg en slags oversættelse til de (post)-moderne betingelser.
Bodil Nielsen valgte f.eks. at udstille sit retrotæppe (Uden titel (Shadow) ) i den eneste sal med kamin. Det er et møde mellem et stueelement fra 19.århundrede og et fra 60erne; en forening af to forskellige hjem, verdener og livsstil.

I Ane Mette Ruges interaktive installation (Håb) kan tilskueren se sig selv projekteret på væggen med forskellige ønsker i skiftende tekstbobler. I salen findes skulpturen Håbets gudinde og andre mindre værker med flyvende gudinder/engle. Installationen viser, hvad slags ønsker et postmoderne menneske ville ønske fra Håbets gudinde.

Andreas Schulenburg havde et meget lignende koncept som Ruge. Han valgte retfærdighedens gudinde, Nemesis og fokuserede på konsekvenserne af forurening. Værket (Boomerang-Bloody Drain) indeholder en blodig boomerang og et maleri på gulvet, hvor blodet løber ned i kloakken. Boomerang er et symbol på genbrug og også på naturens kraft til at ”slå tilbage”, hvis mennesket vil ”smide den væk”. Boomerang kommer fra Australien, og det kan også sætte nogle postkolonialistiske tanker i gang i forbindelse med uretfærdighed mod de koloniserede mennesker og natur. Især, fordi der findes en stor skulptur af en general i salen.

Når jeg bruger udtrykket ”at tænke Thorvaldsens værker om”, mener jeg at give nye værdier til dem, eventuelt at kritisere dem. I f.eks. Bank&Raus Tangible Woman sidder der en tyk betonkvinde uden arme, ben eller ansigt omsluttet af blikke af salens perfekte mandlige marmorskulpturer. Kvinden kan symbolisere menneskelighed og dens fejlbarlighed, men også en slags fremmedgørelse (af andre og af egen krop). Kvinden har forskellige farvemønstre malet på kroppen, som om hun var stigmatiseret eller gjort beskidt. Man kan ligge en fortolkning om undertrykkelse af kvinderne, især af deres seksualitet, samt stigmatisering af de ”uperfekte” kroppe.

Henrik Flagstad brugte også profanering og seksualitet i sine syv tegninger (Thorvaldserne 1.-7.). Han kopierede syv af Thorvaldsens tegninger og lavede en lidt Keith Haring-agtig tegneserieversion af dem. I Flagstads versioner findes der en fallos på hvert billeder, generelt ved at arrangere menneskekroppene til en fallos. Lige som hofnarrene i litteraturen, bruger han humor til at kritisere de herskende normer og tabuer. Karikaturer om overdrevne fallosser kan faktisk også være en måde at kritisere masochisme på.

Ellen Hyllemoses installation (Til Herkules) er også en slags dekonstruktion af de mandlige idealer. Hendes Herkules står ved siden af den grandiose, tunge, magtfulde Herkules. Hendes Herkules er let bygget ved brug af organiske elementer som træ og vandornament. Trods den fine konstruktion er den ret stabil, samtidig virker den mere bevægelig pga. sine minimalistiske linjer og livsfulde farver (lyseblå og guld), samt de organiske elementer. Den følger den anden Herkules’ komposition, men uden de aggressive elementer som f.eks. kølle eller løve. Det er en anden måde at være helt på.

I Henrik Mennés værk (Uden titel) producerer en sandmaskine tilfældige, deformerede, ugenkendelige figurer. Ifølge guiden er der ingen reference til salens andre værker, men sandemaskinens upersonlige, uprofessionelle masseproduktion er i klar kontrast med Thorvaldsens livsværk. Herudover findes der flere skulpturer om Vulcanus, smedekunstens gud, i salen, som også står for lignende værdier som Thorvaldsen.

Birgit Johnsen og Hanne Nielsen har bygget en trappe (Beskuerposition.Adonistrappen) for at kunne komme op i øjenhøjde med skulpturen af Adonis. De vil respektere det oprindelige værks opbygning, derfor inviterer de tilskuerne til at blive løftet op for at skabe en demokratisk situation til en mulig dialog. Deres metode er faktisk meget tankevækkende: Den viser, hvordan man kan skabe en forandring uden at nedbryde noget fungerende, men ved at vise respekt i stedet for.

Deirde J. Humphrys arbejdede også med at ændre på rummet uden virkelig at ændre på det. Hun valgte at placere et spejl ved indgangen til salen, som giver en helt anderledes fornemmelse af rummet, herudover kan man se de tidligere sale, som også får nye proportioner. Værket har et langt navn: Krop.Normer. Forvetninger opfylder et udvidende/forlængende/krævende rum. En insisteren på at det er vigtigt at bruge sin krop på en anden måde end normalt. Gentagelse.
Værket viser, hvordan man kan gøre en forskel ved at tillade et element, som gør, at man er stand til at kigge på systemet fra et andet perspektiv. Humphry tilføjede også et tungt, ballonagtigt forhæng mellem sin sal og den næste. Det er interessant at opleve, om man synes, at det er intimt eller klaustrofobisk at komme gennem gardinerne.

Ole Broagers Jens kunne være et værk i sig selv, uden for museets rammer. Det består af en statue, der blev delt op ved maven og en flok fugle siddende på nogle stænger. Kroppen blev fremmedgjort, mandet mistede forbindelse til sit center og til jorden. Han mistede helhedsfornemmelsen. Disse følelser er meget moderne og står meget i kontrast til Thorvaldsens komplette figurer, der kan hvile i sig selv. Fuglene følger en naturlig rytme, men de er også truet i den postmoderne tid.

Alt i alt er udstillingen værd at se: Det sætte nogle tanker i gang og er velkomponeret. Værkerne er relativt ens i deres kvalitet, men det betyder, at der desværre heller ikke findes særligt mange udstående.