Åååh, Hoooornsleth!

Det lille kunstmuseum bugner i forvejen af alverdens storslået kunst, selv lageret er stoppet med talrige seværdige kunststykker der blot drømmer om en plads i solen, det kan derfor undre at man overhovedet fandt plads til Hornsleths samlede værker i den gamle industribys kunstsal. Jeg er dog voldsom imponeret over at Randers vitterlig fik lokket kunstkøbmanden med de socialistiske mærkesager til byen. Udstillingen "Super Crash" er ikke blot en fornem samling af Hornsleths kunst, en systematisk gennemgang af mandens vision, eller en iscenesat kunsthappening. Det er et scoop for byen, museet og borgerne. Det muligt mange af de lokale ikke fangede ideen med selve åbningseventet, men jeg tror de fleste besøgende forstod pointen bag udstillingen af britiske hjemløse.

Jeg har gennem årene haft talrige diskussioner med venner som misser det jeg ser som kapitalismekritikken, kunstdiskussionen og samfundsopråbet i Hornsleths kunst. De frastødes af den vulgær kommercielle indpakning, og fanger ikke dybden i provokationerne. De ser kun ”brandet” og fanger således ikke ”produktet”. Der indeholder flere lag end blot den farverige knytnæve.

Med entrepriser på kun en 50er kan de fleste være med, men siden resten af museet koster gratis og du her finder flere af Hornsleth kunstværker, så kan selv pengeløse folk, komme forbi for en omgang visuel kapitalismekritik. Her finder du den iscenesatte skoleskydning på Langelands Efterskole, hvor konceptet iboende ondskab bearbejdes. Den afrikanske landsby der alle tog navnet Hornsleth mod betaling (en levende gris) hænger som portrætbilleder på væggen. Hvor de hver især holder ID kort frem mod kameraet/beskueren og derved udstiller vores egen falske opfattelse af godhed. Pornoskuespillerne der kun er iklædt kunstnerens navn, stønner sig mekanisk gennem sexakten på og skærmen og udbryder på skift ”Hooooornsleth”. Her øger brandet tydeligvis ikke kvaliteten af den masseproduceret intimitet, men kunstneren tvinger dig alligevel til erkendelsen at brandvalue ikke beriger vores klode med andet end lige netop dette. De danske rockerklubbers favorit kunstværker hænger her også, de absurde og voldsomme farverige keramikklodser, hvis udformning larmer mere end farverne selv, står sindrigt grupperet på forskellige podier. Hornsleths våbenaktier og udsmykket våben finder du her også, just som overflodssamfundets statussymboler flækkes med pensel og påskrevet ord flere steder på museet. Helhedsindtrykket er stilren larm. Lækker indpakket masseproduceret banaliteter tilsat voldsomme kanter, bevidste provokationer og oplagte pointer. Voldsomme budskaber, hvis udtryk indgår i gennemtænkte helheder. Det var en fornøjelse, om end en anelse monoton at indtage dette overflodshorn fra en kunstkøbmand der netop ikke bruger begrænsninger.