Der bliver gået til stålet - fedt!

I 2019 var kun to procent af den kunst, der blev solgt på verdens kunstmarkeder, skabt af kvinder. En undersøgelse lavet af Artnet, et websted for det internationale kunstmarked, afslører en skævhed, der stikker dybt.

Der var godt nok engang en tid, hvor kvinder ikke kunne få adgang til kunstakademierne, og kunsten frem til omkring 1900 var klart domineret af mænd. Denne historiske skævhed påvirker naturligvis statistikken i samtiden.
Men stadig... to procent?

Når kvinder optræder i kunsten, har de traditionelt været afbildet af mænd, ofte som det idealiserede, og tit nøgne, skønhedsideal. Fra de antikke skulpturers ofte let blufærdige kvindelige figurer til de rene Maria-billeder, hvor den barmhjertige moder trøster barnet.

»Agile Aggressions« på Trapholt i Kolding byder på noget helt andet.
Med udstillingen tager Mie Olise Kjærgaard et markant opgør med den traditionelle fremstilling af kvinder i kunsten. Gennem værker, der er skabt specielt til udstillingen på Trapholt, præsenterer hun kvinder som energiske, uforfærdede og grænseløst frie. I hendes univers er kvinder ikke blot passive objekter, men kraftfulde aktører, hvis vildskab og dynamik udfordrer den gamle kønsnormativitet.
De ekspressive penselstrøg breder sig ekspansivt over både lærred og væg!

Kvinderne står på skateboard, spiller rockmusik, rider på drager og løber hækkeløb i sandaler – alt sammen i en verden, hvor regler og normer forsvinder i et virvar af fart og frihed.
Mie Olise Kjærgaard er grænseoverskridende på den gode måde. På nogle af hendes store akrylbilleder går penselstrøgene ud over lærredets kant og videre op ad udstillingens vægge. Det vilde og kraftfulde udtryk får lige et ekstra twist.

På »Everything But Tennis« – et kæmpestort billede på tre lærreder, der til sammen måler 585 x 220 centimeter – ser vi kvinder i fuld gang på tennisbanen. Håret flagrer, blikkene er smalle og beslutsomme. Her er det hele ikke bare et spil. Det er kamp.
Kvindernes hår bliver til et ekspressivt virvar, der ikke stopper ved lærredets kanter, men fortsætter ud i rummet.
I hendes papirværker er det linjerne, der tager teten.

På papiret skal stregerne sidde lige i skabet første gang, og det giver hendes værker en ekstra rå, uforfalsket autenticitet.
I »Mother and Child on Board« ser alting ud til at være på vej mod et fald. No risk, no fun.

Udstillingen er opdelt i fire rum, hvor hvert har sit tema, og et af rummene, »Focussed, Restless and Quite Alright«, giver en oplevelse ud over det sædvanlige. Her træder du ind i et rum, hvor gulvet er dækket af spejle, og værkerne er spændt ud over både vægge og loft. Hver eneste bevægelse, du foretager, bliver en del af værket. I rummet er en atmosfære, der er umulig at undslippe, og du har det egentlig også fint herinde. Og så er der musikken i baggrunden: Alanis Morissettes »Hand In My Pocket«, hvor et stille raseri understreger det, vi finder i Mie Olise Kjærgaards værker.


Alanis Morissette, jævnaldrende med Kjærgaard, er et velvalgt referencemæssigt spejl her. Hendes musik gav i 1990’erne stemme til et voldsomt kvindeligt raseri, der såede tvivl om både det maskuline overherredømme og de traditionelle femininitetsnormer. Denne energi – et raseri, der ikke er til at ignorere – er den samme, man møder i Mie Olise Kjærgaards kunst. Som i Alanis’ musik er der intet forsøg på at tilpasse sig eller indordne sig andres forventninger.

Tag turen til Trapholt. Der bliver virkelig gået til stålet her.