16. april 2012
KAN OPLEVES I BIOGRAFER I ODENSE; AARHUS OG KØBENHAVN Den nye danske spillefilm "Caroline den sidste rejse" er en moderne fortolkning af Caroline Mathildes ægteskab med Christian den 7., forholdet til Johann Struensee og hendes efterfølgende udvisning fra Danmark. I en visuel malerisk stil, der leder tankerne hen på Hammershøj, fortæller den om magtkampen i en større dansk virksomhed. Christian (Morten Hauch-Fausbøll) er virksomhedens leder udadtil, men han interesserer sig mere for kunst end økonomi. De egentlige ledere, Ove og Juliane, (Hanne Uldal og Finn Nielsen) styrer firmaet med hård hånd efter de gamle traditioner, indtil Christian udpeger den nytænkende og progressive Johan (Kim Bodnia) til sin personlige rådgiver. Filmen tager sin begyndelse, da Christians ekshustru Caroline (Christine Hermansen) er på vej efter ufrivilligt eksil i udlandet. Hun falder i snak med bilens chauffør, og samtalen fører os gennem Carolines fortid: Gennem tvangsægteskab, ensomhed og manglende integration, men også kærlighed og åben konflikt. De taler om de mulige konsekvenser af hendes tilbagekomst og om, hvad der førte til hendes udvisning.