6. oktober 2011
KAN OPLEVES PÅ KUNSTEN I AALBORG
Efteråret byder på den hidtil største udstilling af den danske kunstner Lars Nørgård. En alsidig kunstner, der har skabt sig en enestående plads i det danske kunstlandskab.
Udstillingen er en retrospektiv udstilling, hvor vi præsenteres for hele Lars Nørgårds spektrum af maleri, tegning og skulptur. Udstillingen fylder både museets centralsal og dets skulptursal, og der udgives et større katalog samt en helt ny film med fokus på kunstneren.
Lars Nørgårds formsprog er hans helt eget. Et absurd og farverigt univers er hans kendetegn, som han ivrigt og produktivt har arbejdet med de sidste tre årtier. I hans tidligere maleri er udtrykket figurativt, mens det i de seneste år har været langt mere abstrakt.
Hans absurde og nærmest surrealistiske tegninger udgør en genre i sig selv, og han har illustreret en lang række bøger, ligesom han har indgået samarbejder med andre kunstnere og forfattere.
Facts
Gennemsnit vurdering:
Opleves fra:
1. okt 2011 - 8. jan 2011
Udstilling info
Lars Nørgård (f. 1956) er én af vores mest kendte kunstnere, der både arbejder inden for maleri, grafik og skulptur.
Han er opvokset i Aalborg og er uddannet på kunsthåndværkerskolen i København og Academy of Art College i San Francisco, USA.
I firserne var han en del af kunstnergruppen ”Værkstedet Værst” med bl.a. Erik A. Frandsen og Christian Lemmerz.
Lars Nørgård er repræsenteret på en lang række danske kunstmuseer, i Operaen og har desuden udsmykket den tidligere café på Statens Museum for Kunst, navngivet ”Café Lars Nørgård”.