21. december 2010
KAN OPLEVES PÅ SVALEGANGEN I AARHUS
Teenagepigerne Liv og Malle har totalt styr på tøjstil, fester, mobiltelefoner og konfirmationsforberedelse. Men så forelsker de sig begge i Lukas fra ottende, og snart er deres venskab erstattet af en hård kamp om fysisk kærlighed. Fra sidelinjen prøver Livs far, Torben, panisk at følge med i Livs pludselige forvandling, mens han desperat forsøger at redde sit skrantende ægteskab. Alle ender de på gyngende grund i en historie, hvor forældrene er lige så forvirrede som deres teenagebørn.
BLÅ MANDAG skildrer livet i en forstad fuld af samtalekøkkener, lyserøde pigeværelser og aftentomme legepladser, hvor de nervøse forældre ser skræmte til, mens deres teenagebørn forandrer sig til fremmede væsner for øjnene af dem. Forestillingen henvender sig således både til dem, der lige har lagt teenageårene bag sig, og dem, der lykkeligt har glemt, hvor svært det var at være 13, næsten 14.