28. februar 2012
KAN OPLEVES PÅ NØRREBRO TEATER I KØBENHAVN
Next to Normal er historien om familielivet her og nu. Det er historien om en kamp i tiden for at opnå et succesfuldt arbejds- og familieliv. Et stærkt menneskeligt drama, hvor længsel, misbrug og virkelighedsflugt går hånd i hånd med en stor kærlighed til livet.
Next to Normal er også historien om musicalen, der i 1998 startede som en lille 10-minutters enakter "Feeling Electrick" på en teaterworkshop i New York. Vennerne Brian Yorkey (dramatiker) og Tom Kitt (komponist) fortsætter vedholdende med at arbejde på stykket, der i løbet af mere end ti års udvikling vokser sig stor og brager igennem som en gigantisk publikums- og anmeldersucces på Broadway. I 2010 vinder Next to Normal adskillige Tony Awards og den præstigefulde Pulitzer Pris.
Endelig er Next to Normal i Nørrebro Teaters opsætning historien om en rockmusical, der viser os en anden gren af musical-genren end den, vi traditionelt præsenteres for. En musical der først og fremmest er drevet af sin unikke historie, og som anvender musikken til det, den er så fremragende til: at få os til at slippe kontrollen og flyde med.