11. januar 2014
KAN OPLEVES PÅ AARHUS TEATER
Rosmersholm er et farligt psykologisk spil om dragende begær og altødelæggende destruktion. Og gysende uhyggeligt efterhånden som det går op for os, hvad der egentlig er foregået på herregården Rosmersholm …
På den øde herregård lever Rebekka West med enkemanden Johannes Rosmer, det sidste led i den fornemme Rosmer-slægt. Hans kone har året forinden begået selvmord under mystiske omstændigheder, og Rosmer har desillusioneret trukket sig fra sin oprindelige præstegerning. I stedet er han draget af den viljestærke og livskraftige Rebekkas smukke idealer om menneskets selvrealisering og frigørelse fra ydre moralske lænker og konventioner. Tanker, som de sammen vil udbrede til gavn for menneskeheden. Men da virkeligheden begynder at banke på Rosmersholms døre i form af gamle venner og familie, krakelerer idealerne.
Kan de smukke idealer stå mål med det enkelte menneskes ansvar for egne valg? Og kan den ideale kærlighed overvinde menneskets skyld og skam og i stedet bane vejen for et ’levende’ liv uden tyngende samvittighed?