31. juli 2011
KAN OPLEVES I DANSEHALLERNE I KØBENHAVN
Religiøse ritualer, opretholdelse af territorier og stringente regler. Det er nogle af de midler, der kan hjælpe mennesket til at overleve et samfund i total opløsning. Det er også, hvad fire kraftfulde dansere udforsker i 4 TIMES HUNDRED instrueret af den debuterende koreograf og komponist Edhem Jesenkovic, der mest af alt er kendt som en markant danser ved Dansk Danseteater og Sommerballet på Bellevue.
Set gennem øjnene på en ung mand, opvokset på Balkan i 90’erne, forsøger fire dansere at løse 100 forskellige problemer igennem dans og rytmiske undersøgelser af ritualer, territorier og regler.
Som kunstner og person er Edhem stærkt influeret af sin opvækst i hjertet af Balkan i 90’erne. I 1993 emigrerede han til Sverige fra Sarajevo i Bosnien-Herzegovina.