6. oktober 2011
KAN OPLEVES PÅ NØRREBRO TEATER I KØBENHAVN
Ligger din pung stadig i baglommen? Er det din egen vielsesring på fingeren? Og hvad blev der egentlig af din frakke?
Velkommen til Det Store Tabershow! Kom indenfor i en boblende kedel af cabaret, fuskeri og leg med publikum. Her garanterer vi ingenting: kun, at det ikke bliver kedeligt! I Oliver med et Twist fortæller vi Dickens’ store klassiker om den lille dreng, der bad om mere suppe, men på en måde, du aldrig har oplevet det før. Fra det øjeblik, du træder ind på teatret, kan alting ske – og husterstilen hersker, lige indtil du er ude igen.
Som tyvekongen Fagin står Rune Klan i spidsen for et anarkistisk og løbsk show, der bygger på Dickens’ socialt indignerede fortælling om Oliver Twist. Annika Aakjær og bandet Analogik leverer klunserbeats med balkanlyd, og Fagins tyvebande består af de bedste breakere og akrobater. En fortælling om tabere og vindere og om et barskt samfund, hvor kun den stærke overlever.