5. september 2015
KAN OPLEVES PÅ ÅRHUS TEATER
Det er midsommeraften. Grevedatteren Julie har bevæget sig ned i køkkenet til tjeneren Jean og kokkepigen Kristin. Det bliver startskuddet til en pirrende leg, hvor der diskuteres, flirtes og drikkes. Men som aftenen skrider frem, bliver legen til alvor, og bristede drømme og berusende ideologier fylder rummet med fatale konsekvenser til følge.
FRØKEN JULIE – August Strindbergs mest berømte stykke fra 1888 – kredser om magtforholdet mellem høj og lav og ikke mindst om kvindens ret til magt og indflydelse. Socialt og seksuelt. Spørgsmål, som stadig har aktualitet i dag.
Strindberg selv kalder stykket for et naturalistisk sørgespil og hvis det skal sættes ind i en nutidig kontekst, så handler stykket om mennesker under pres. Tre ligeværdige karakterer – to kvinder og en mand – som alle kæmper med næb og klør for at holde fast i deres idealer for, hvordan livet skal leves. Og samtidig søger de efter, hvad målet er med lige præcis deres liv. For målet flytter sig, som tiden går og i sidste ende forbliver det uopnåeligt.