4. december 2022
EN NY NORDISK FOLKLORE
KAN OPLEVES I ODENSE
Den menneskelige civilisation har sejret sig ihjel – det er på tide at vende tilbage til naturen!
En gruppe unge byboere flytter på landet for at blive selvforsynende og leve i pagt med naturen. De kalder deres nye hjem for Kommunen — et modsvar til klimakrisen og den moderne civilisations apati. For at nå deres mål, må de skrælle civilisationens historie af lag for lag, årtusinde for årtusinde. Men der går ikke længe, før de unge byboere må sande, at det ikke er så ligetil med naturen: Deres landbrugsmetoder er ikke lige så indbringende som landboernes på nabomarken. Og så er det også som om, at desto tættere de kommer på naturen, desto mere fjendtlig er den overfor dem.
Fra det snævre til det brede perspektiv undersøger PRAISE THE LAND det land, vi kalder hjem, og det fællesskab vi bygger på det. Hvornår er landet et afgrænset område med et flag? Og hvornår er naturen; jorden vi går på? Danmarks historie ligger begravet i jordlagene. Vores forhold til naturen har evigt og altid været under forandring, men hvordan skal det se ud i en tid, hvor jordkloden i stigende grad bliver ubeboelig for os?
En forestilling om landbrug og nationalisme, naturfænomener og kulturarv. Og om en længsel efter helt at give slip på bevidstheden og lade naturen træffe valgene for os.