Sekter, bortførelser, lyssky forretningsforbindelser, journalistisk etik og private problematikker i en stor pærevælling.

Måske har jeg ratet denne bog en stjerne for højt... For egentlig synes jeg, at sammenfaldet af tilfældigheder er noget anstrengt. Alle de små historier i bogen kædes efterhånden sammen, hvilket jo sådan set kunne være genialt, men det virker bare fremtvunget. Det flyder ikke rigtigt, og det ansporer ikke mig til selv at lege detektiv, hvilket for mig er hele essensen i en krimi. En krimi er i mine øjne vellykket, hvis jeg brænder efter at vende næste side, fængslet går på jagt efter nye clues og gætter mig frem til komplottet og gerningsmanden. Det gjorde jeg ikke med "Den Syvende Dag".

Hvis en bog ikke har den mest velskrevne historie, kan den alligevel redes ved en dyb og karakterfyldt personskildring, men det er desværre ikke tilfældet her. Det eneste interessante ved hovedpersonen John Hilling er, at han befinder sig i et dilemma mellem sin tro på det moralsk rigtige og sit behov for at få en historie i Ekstra Bladet, men han bliver meget let en parodi på f.eks. Jo Nesbøs Harry Hole og Stieg Larssons Michael Blomkvist. Hilling og resten af persongalleriet kunne godt ha været portrætteret mere detaljeret, fængslende og følelsesfremkaldende. De er mig uvedkommende.

Hvorfor har jeg så alligevel givet den 4 stjerner? Fordi den er god sommerhuslæsning. Den passer godt til vattæpper, tilgroede græsplæner, gin tonic og rekonvalescens fra en stresset hverdag. Du kan pløje dig igennem den uden at skulle tænke for meget, men stadig bliver underholdt til du lægger bogen ned og tager den næste op i bunken af ferielitteratur.