I DAG:
Anbefaling - Bøger

Krimi uden de store udskejelser

Dødsenglen anbefalet af Ida Staun Christensen
7. februar 2011
Vurdering:
Samlet vurdering:
Sara Blædel har gennem en årrække jævnligt spyttet en ny krimiroman ud i serien om politikvinden Louise Rick. Nyeste skud på stammen er ”Dødsenglen”, som er den sjette bog i rækken. For år tilbage læste jeg ”Kald mig prinsesse” af samme forfatter. Inden jeg kastede mig over ”Dødsenglen” havde jeg derfor en smule kendskab til Sara Blædels skrivestil og romanernes frontfigur Louise Rick. Måske netop af denne grund havde jeg ikke de store forventninger til Sara Blædels nyeste roman. Heller ikke selvom forfatterinden igen i år er nomineret i kategorien ”Danskernes yndlingsforfatter”.

I ”Dødsenglen” inddrages Louise Rick i to forskellige sager, som viser sig at være nært beslægtede. Bogens omdrejningspunkt er den velhavende Sachs-Smith-familie. Familien er i besiddelse af det sagnomspundne og eftertragtede glasikon ”Dødsenglen”, som familiens yngste søn ser sit snit til at grave frem fra sin forsvundne fars gemmer, fuldstændig forblændet af tanken om den rigdom et salg vil medføre. Men på det sorte marked kan man ikke stole på nogen, og det viser sig, at mange er villige til at ty til ekstremer i jagten på ikonet.

”Dødsenglen” er en historie om grådighed, pengegriskhed og bedrag. Som enhver anden krimi har bogen momenter af spænding, men helt nervepirrende bliver det desværre aldrig. Fortællingen kører i et jævnt tempo uden de store udskejelser. Underholdningsværdien er okay, men ikke høj nok til at jeg på noget tidspunkt fik følelsen af ikke at kunne lægge bogen fra mig. Heller ikke afsløringen af bogens skurk afføder den store overraskelse. Det er lidt forudsigeligt, hvem skurken er, og afsløringen falder forholdsvist tidligt. Derfor bliver de sidste 100 sider en noget langtrukken affære, hvor man som læser bare kan vente på, at Louise Rick og de øvrige politifolk ligeledes får indsigt i, hvem der står bag forbrydelserne og sætter jagten ind på personen.

Alt i alt kan jeg konkludere, at bogen har gjort sig fortjent til tre stjerner. ”Dødsenglen” er okay læsning, men heller ikke mere end det. Historien og personskildringerne formår ikke at gøre indtryk på mig, og derfor er det ikke en bog, jeg vil huske.

Jeg havde ikke de store forventninger til ”Dødsenglen”, og derfor skuffede bogen mig heller ikke. Men med de mange andre krimiromaner, som lige nu er på markedet, føler jeg mig overbevist om, at der findes langt bedre alternativer til ”Dødsenglen”, hvis man søger en god krimi. Min stemme i kåringen af ”Danskernes yndlingsforfatter” falder således ikke på Sara Blædel.

Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
GÅDEKATALOGERNE
Spilleperiode 1. maj - 5. maj
The Wether Report
Spilleperiode 24. apr - 26. apr
As Time Passes
Udgivelsesdato 26. apr
Twain Walking
Udgivelsesdato 12. apr