10. februar 2026
I foråret 2009 gik det fynske band Funch i studiet. Dengang uden at vide, at det skulle blive sidste gang i mange år.
Resultatet blev A Song For A Dead Bird – et album ladet med indre kaos,desperation og en intens melodisk nerve.
En plade skabt i et brændpunkt, hvor alt stod på spil.
Af forskellige årsager nåede udgivelsen aldrig ud i verden. Albummet blev i stedet gemt væk som et uafsluttet kapitel i bandets historie. Indtil nu.
Den 6. februar 2026 ser A Song For A Dead Bird endelig dagens lys via Celebration Records. Ikke som et nostalgisk tilbageblik, men som et levende bevis på, at god musik ikke har en udløbsdato. Med årene er pladen vokset i betydning – både som dokument over en særlig tid og som et kunstnerisk værk, der stadig føles presserende og relevant.
For Funch er udgivelsen blevet et samlingspunkt og en fælles genstart.
Bandet er tilbage med fornyet lyst, energi og kreativ nysgerrighed. A
Song For A Dead Bird markerer ikke en afslutning, men begyndelsen på
et nyt kapitel, hvor fortid og fremtid mødes.
Funch har samlet trådene op, genfundet hinanden og bruger albummet
som afsæt for ny musik og nye ambitioner. Der er mere på vej – og denne
gang er fuglen ikke død, men klar til at lette.