Høj underholdningsværdi, lavt spændingsniveau

Efter at have læst Hjorth Rosenfeldts meget vellykkede debutkrimi ”Manden der ikke var morder” var mine forventninger til efterfølgeren ”Disciplen” tårnhøje. Jeg forventede et veldrejet plot, gode karakterskildringer, humor, overraskelser og ikke mindst masser af spænding. Kort sagt alt det, som 1’eren formåede at levere. Desværre blev mine forventninger til ”Disciplen” kun delvist indfriet. Bogen har mange gode kvaliteter, men den når ikke op på samme niveau som forgængeren.

Bogens plot er egentlig fint. En seriemorder hærger Stockholm, og hans fremgangsmåde og morderiske ritualer er en komplet kopi af en tidligere dømt seriemorder, der sidder bag lås og slå med en livstidsdom. Selvom plottet umiddelbart lyder lovende, sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af, at selve historien kunne have opnået mere. Visse steder virker historien simpelthen for tynd. Underholdningsværdien er høj, men spændingsniveauet er for lavt, og ind imellem bliver handlingen alt for forudsigelig. Mest af alt savner jeg dog spænding i forhold til afsløringen af morderens identitet. Morderen fældes lidt for nemt og pludseligt, og derfor føles dét, som ellers burde være et højdepunkt i bogen, som lidt af et antiklimaks.

De gode karakterskildringer er helt klart en af bogens styrker. Læseren præsenteres for et stort persongalleri, og forfatterne formår at gøre hver enkelt persons historie spændende. De korte kapitler, hvor læseren skiftevis følger de forskellige karakterer, skaber god dynamik og virker på ingen måde forvirrende. Dog hænder det, at læseren bliver introduceret for karakterer, hvis historie ikke bliver fulgt til dørs. Et eksempel på dette er ambulancefolkene Fatima og Kenneth. Her opstilles en konflikt mellem de to, men læseren finder aldrig ud af, om den løses, eller hvad baggrunden for konflikten egentlig er. Præsentationen af denne konflikt er for kort til at bidrage med noget til historien, men akkurat lang nok til, at man som læser får lyst til at finde ud af mere. Derfor irriterer det, at historien ikke følges til dørs, og inddragelsen af konflikten virker således formålsløs.

På en måde er det lidt synd at sammenligne ”Disciplen” alt for meget med ”Manden der ikke var morder”. ”Disciplen” skal ikke have en hårdere medfart, bare fordi ”Manden der ikke var morder” er suveræn. ”Disciplen” er god, men bare ikke helt på niveau med første bog i rækken. Jeg har lyst til at give den 3½ kongekroner. Men fordi jeg tror, at jeg ville have givet den en bedre karakter, hvis jeg ikke havde ”Manden der ikke var morder” at sammenligne med, (og fordi man ikke kan give 3½ kongekroner og 3 er for lidt!) ender jeg på fire af slagsen.