En spændende og uforudsigelig krimi

Det var med en vis portion skepsis, at jeg gik i gang med at læse ”Manden der ikke var morder”. Der er efterhånden et utal af svenske (og danske) krimiromaner på markedet, og selvom jeg er stor fan af krimigenren, kan jeg godt få for meget af denne type bøger, fordi mange af dem simpelthen minder for meget om hinanden. Men heldigvis kan man stadig blive positivt overrasket, og det blev jeg i dette tilfælde. Forfatterne Michael Hjorth og Hans Rosenfeldt har skrevet en bog, der i den grad skiller sig ud og bidrager med noget nyt.

”Manden der ikke var morder” er en meget velskrevet og spændende krimi med en utrolig gennemtænkt og ikke mindst uforudsigelig handling. Bogen har desuden et interessant persongalleri. I mange krimiromaner beskrives karaktererne, efter min mening, kun overfladisk, hvilket gør dem utroværdige. Men i denne roman formår karaktererne at nå ind under huden på læseren. Man irriteres af hovedpersonen Sebastian Bergmans arrogante og egoistiske væremåde, men samtidig bliver man også betaget af ham. Man ryster på hovedet af kriminalassistent Thomas Haraldssons hovedløse handlinger, men samtidig føler man også sympati for ham. Man tror på karaktererne, og de rører noget i én. Og det er altafgørende for mig, når jeg læser en bog.

Historien er tempofyldt, og drabsefterforskningens mange nye spor og afsløringer trækkes ikke i langdrag. Derfor bevares fokus, og man bliver hurtigt opslugt af bogen. Jeg synes, at ”Manden der ikke var morder” er helt fantastisk, og jeg kan ikke sætte en finger på noget, der skulle kunne give den andet end topkarakter.