Et visuelt mesterværk med en historie, alle bør kende
Vurdering:
Samlet vurdering:
"Perlemorsknappen" kan beskrives som en visuel kraftpræstation, der på en yderst sofistikeret måde skildrer et folks historie, på en måde den aldrig har været fortalt før.
Med udgangspunkt i en lille perlemorsknap, åbner filmen op for en skat af æstetisk overlegenhed, som bidrager til en unik skildring af indianernes tætte forhold til naturen, særligt havet. På samme tid formår filmen at bibeholde en rød tråd, selvom man til tider kan føle sig en smule forvirret over alle sanseindtrykkene, som stjæler lidt fokus fra plottet, hvis man overhovedet kan tale om sådan et. Men Perlemorsknappen får bundet en flot sløjfe mod enden, og som tilskuer sidder man tilbage med følelsen af virkelig at have set en vigtig film.
Filmen lader naturen komme til sin ret og tør dvæle ved smukke nærbilleder, kunst og lyde. Der er ikke action og spænding, men som tilskuer, er det svært ikke at blive betaget af historierne der bliver fortalt, og især af måden de bliver fortalt på. Filmen yder de oprindelige indianere retfærdighed og respekt, og man får en følelse af, at filmen med dens æstetik og natur, er i deres ånd.
Hvis du har mod på en film, hvor tiden får lov at gå i stå, og beretningerne er ærlige og billederne kæler for dine sanser, er Perlemorsknappen et godt bud på en film, der er værd at se.