Cykler og frihed

Wadjda er en 10-årig pige, der lytter til amerikanske popsange, går i Converse-sko og ønsker sig en cykel. Lyder hun som enhver anden 10-årig? Måske, men for en pige i Saudi-Arabien skiller Wadjda sig ud. ”Den grønne cykel” giver et indblik i en helt anden verden, hvor friheden, vi tager for givet i Vesten, er forbeholdt mænd. Piger må ikke cykle, piger må ikke synge så mænd kan høre dem og piger må ikke blive set på gaden med et hankønsvæsen, de ikke er i familie med. Disse restriktioner tager Wadjda dog let på. Hendes største ønske er at få en flot, grøn cykel, så hun kan cykle om kap med nabosønnen.

Dette plot – Wadjdas kamp for at få en cykel – er i sig selv ret simpelt. Men fordi historien ikke foregår i en hvilken som helst kontekst, stikker denne kamp en del dybere, og den grønne cykel er blot et symbol på den frihed, Wadjda søger. Filmen berører et vigtigt, men også ømtåleligt, emne. Historien er fortalt i en let og humoristisk tone, og derfor pakkes det tunge emne og samfundskritikken pænt ind. Selvom Wadjdas far er på jagt efter en kone nummer to, og selvom Wadjdas lærerinde er streng og hård, fornemmer man alligevel, at de er gode mennesker, som hver især også har deres at slås med. Den underliggende kritik er således kun rettet mod de indgroede samfundsnormer og ikke mod enkeltpersoner i samfundet.

Rent æstetisk har ”Den grønne cykel” dog ikke så meget at byde på, og det virker som om, at der ikke er gjort specielt meget ud af hverken billed- eller lydsiden. Derudover mangler der et egentligt højdepunkt i fortællingen, hvor spændingskurven kan få lov at toppe, eller hvor der kan komme et uforudset, altafgørende twist. Af den grund må filmen nøjes med en middel-rating. Dog er ”Den grønne cykel” en vigtig film, og jeg ser frem til forhåbentlig at se flere film fra Saudi-Arabien fremover.