Solid rock, som ikke tager chancer

Det er tydeligt fra første nummer på Glorified, at fyrene fra St. Prostitute kan deres kram.
Det er solid rock, med en tydelig guitar og fede trommer - ikke noget computermusik her.

Sådan fortsætter det også - men det udvikler sig desværre heller ikke derfra. Det er som om, de glemmer lidt at lege og tage chancer. Alle numre er så velspillede og fede, men de minder også om hinanden. Samme opbygning (omkring 11 ud af 12 numre ender med at fade ud bl.a.), samme dynamik og samme følelse. Der mangler nogle stille numre og generelt nogle flere ændringer i dynamikken i hver enkelt nummer.
Jeg kunne også godt tænke mig, hvis de turde lege lidt mere også med sounden, vokalen og harmonier, andenstemmer eller andet, som får sangene til at skille sig ud fra hinanden.

Det er et rigtig fint klassisk rockalbum, men det minder lidt for meget om nogen man har hørt før. St. Prostitute ville få meget ud af at bruge energi på at skille sig ud - sangene fra hinanden og bandet fra mænden. Jeg tror på de kan gøre det, for det er tydeligt at høre, at de er dygtige til det de laver.