Melodi og melankoli

Man kan løbe, sove, knalde, tude og danse til »Race To The Red Light« lover bagmændene, det danske band »The House«. Lige indtil der bliver rødt lys. Og lyskurven på albummets forside er vel næppe ment som en besked til Brian om, at han skal stoppe der, hvor han alligevel ikke har tænkt sig at stoppe. »The House« sammenligner sig med underholdningsorkestret, der blev ved med at spille på det synkende Titanic.

Alle numre egner sig til at have i øresneglen, når man løber. Sove til det kan man næppe. Knalde… tjah, det er smag og behag. Tude… så skal man være særlig melankolsk anlagt. Danse - jo til nogle af numrene, blandt andre »Satellites«.

Men gennemgående er det et fedt album, »The House« har pudset af. Lydbilledet er skarpt, numrene melodiøse, og Kennie Ørsteds vokal er en spændende kontrast til den melankolske poprock, hvor jeg især er fascineret af guitarspillet. Lytteren kommer med nogle år og endog årtier tilbage.

Der er lidt Spleen United der, lidt Depeche Mode der, så lidt af 90ernes Cure og åbninger, der minder om Soft Cell. Men udtrykket er stadig The House’s helt eget. Og der ligger virkelig ide bag flertallet af numrene.

Jeg hælder især til »Air«, »Smother Me« og anden halvdel af udgangsnummeret »Crazy«, mens der også er et par mainstream popagtige titler, der godt nok er ganske lytteværdige, men som ikke er originale, og derfor trækker lidt ned i karaktergivningen, for eksempel »Better Friend«.

Her og nu går albummet lige i blodet - som sukker. Jeg ved ikke, hvor slidstærkt det er i længden. Men måske kommer det røde lys inden da.

The House: Race To The Red Light (Target Records).