I DAG:
Anbefaling - Musik

Fra skepsis til tilfredshed

Stærosaurus anbefalet af Hans Christian Davidsen
2. maj 2014
Vurdering:
Samlet vurdering:
Stærosaurus er lig med sangskriver Anders Stæhr - og på dette debutalbum også produceren Laurids Smedegaard. Bandet er måske mest kendt fra Copenhagen Collaboration, der er et fællesskab af unge bands, hvor alle hjælper hinanden i et rockmiljø, der er præget af misundelse og bagtaleri. For to år siden optrådte Copenhagen Collaboration i fællesskab på Orange Scene på Roskilde Festival.

Stærosaurus har været playlistet på P3 og P6 Beat, som kan høres på nettet. Lidt på P4 er det også blevet til efter den første ep i 2001.

»Store Hoved« er en fin indiepop-produktion, hvor især tekstuniverset imponerer ved at løfte sig adskillige meter over den mainstream, hvor de fleste ikke rigtig ved, hvad de skal skrive om - for så at ende som klicheleverandør eller i patetisk sprog-snedkeri.

Andreas Stæhr har så meget vedkommende på hjerte, at lyrikken i princippet kunne står for sig selv. I nummeret »En mand at tro på« hedder et for eksempel:

»Vi er de gratis glæder, vi er de korte shorts / Vi er din gamle kæreste / kan du huske, da du smed os bort?«.

Og Stærosaurus fortsætter i samme nummer med en hilsen til alle de autoriteter, som vi må føje os for:

»Vi er et flittigt værksted / Vi er arbejdsomhed / Vi er de stærke hænder / Som du kan dirigere med - Vi er uendeligt genvalgt / Vi er dit alibi / Vi er de små kuverter / Som ingen rigtigt kigger i«.

Lyrikken er velovervejet her. Ditto er orkestreringen.
Guitaren er rolig. Nogle steder er der en tung og næsten monoton klang som i slutnummeret »Hænder«. Men der er også overrumplende gode sange som »Rockmusik« med - ikke uventet - mere rocket stil, hvor elguitaren og trommerne vil have overtaget.

Der er plads til eksperimenter med elektronikk og bækkener. Men igen: Nogle lyttere vil (ikke med urette) kunne bebrejde pladen for ensformighed. Mine gennemlytninger begyndte med skepsis og sluttede med tilfredshed.

Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
As Time Passes
Udgivelsesdato 26. apr
Twain Walking
Udgivelsesdato 12. apr
Vi maler byen rød: The musical
Spilleperiode 4. apr - 27. apr
Sangen om Oda og Anton
Spilleperiode 7. feb - 8. feb