Med gru husker jeg pludseligt min barndom med bogens Hans og Grete

Det var en næsten fyldt teatersal, hvor hovedparten tydeligvis var bedsteforældre og børnebørn, hvilket forestillingen bestemt også egner sig til. Undervejs kan man nemlig godt få brug for at kravle op på "Bedste eller Bedstefar", allermest når det bliver for uhyggeligt.

Jeg vil ikke beskrive selve handlingen, da den burde være kendt af de fleste - men at den grusomme skatteopkræver nu også var blevet en gangbesværet mand, havde vi hidtil ikke anet. Når han skulle sætte sig til rette ved bordet m.m. grinede salens børn, for han lavede nogle fantastiske stiv-benede bevægelser op og ned og henover over bordet, når han skulle sætte sig eller rejse.

Det var til gengæld også en af de få gange, der var grin og lyde fra salen - hvis vi lige ser bort fra, da heksene skulle ind i den fantastiske konfektovn.

Historien er jo en meget alvorlig børnefortælling, hvilket forestillingen naturligt også er.
Skuespillerne gjorde det godt igennem stykket, men jeg savnede nogle ekstra minutter i heksemutters hus, hvor de hygger med hende, inden hun/de går amok på børnene - og forestillingen, kunne sagtens have tålt at være 3-5 minutter længere.