Dygtige skuespillere i et velopsat, men tungt stykke

Fire kongekroner. Det gode, men stadig lidt lunkne antal. Hvorfor så lunken?
Alt i alt var Den gode vilje et velopsat stykke, med dygtige skuespillere. De to hovedpersoner spiller deres roller yderst troværdigt, og som tilskuer bliver man hurtigt draget ind i universet.
Stykket tog over tre timer, hvilket i dette tilfælde føltes som for længe. Det blev simpelthen for langtrukket og gjorde, at en del af min egen energi gik på at tænke, hvordan de mon kunne have komprimeret det og skåret lidt væk. Dog formår skuespillerne at holde stykket på sporet hele tiden, og når de går ind og ud af deres roller, bliver det gjort på en fin måde, så man som tilskuer kan følge med og ved, hvornår vedkommende er fortæller og en karakter i stykket.
Historien er klassisk og i første akt er der ingen overraskelser. Igen kommer følelsen af langtrukkethed over én. Men i anden akt tager historien en drejning og bliver interessant, skuespillerne får vist hvad de kan, og første akt står i et mere klart og relevant lys.
Hvis tre timers dialog ikke skræmmer, er Den gode vilje et fint bud på en interessant teateroplevelse, der giver et spændende bud på kærlighedens udfordringer.