I DAG:
Anbefaling - Scene

Kærlighed eller idealer

Misantropen anbefalet af Christina Olesen
29. januar 2015
Vurdering:
Samlet vurdering:
Molières komedie fra 1666 fortæller en historie med udgangspunkt i selvoptagethed, egoisme, sladder og hykleri tilsat et kærlighedsdrama.

Alceste angriber sin samtids voldsomme tendens til falskhed, bagtalelse, selvhævdelse, og kræver absolut ærlighed ikke kun fra sig selv, men også fra andre. Alcestes dilemma er, at han elsker den unge og smukke Célimène, som netop lever den overfladiske livstil, som han foragter så højt. Célimène flirter til højre og venstre, og kaster Alceste ud i en kamp mellem kærligheden og idealerne. Hvad vælger han?

Misantropen er et teaterstykke, hvor der er fokus på teksten og dialogerne mellem skuespillerne, og hvor man skal lytte efter for at få hele det nuancerede billede af karaktererne med. Aalborg Teater har gjort det helt rigtig ved at skabe en enkel, men flot scenografi, så teksten og dialogen får den fortjente opmærksomhed. Molières tekst er fyldt med sjove og finurlige vers og rim, og skuespillernes leg med ordene føles naturlig og utvungen. Man kan ikke undgå at trække på smilebåndet, eller ligefrem bryder ud i latter med vers som disse:

Jeg hader denne skik med kindkys, smil og kram,
den slikken op ad ryggen, jeg synes den er klam,
omfavnelser der nærmer sig vammel erotik,
og skamros uden mening, det er en hæslig skik.

Teaterstykket har plads til både de humoristiske og alvorlige elementer - man føler sig godt underholdt, og efterlades samtidig med stof til eftertanke. Skuespillerne gør det fremragende, men jeg savner lidt, at de store følelser når ud over scenekanten og ned på de bagerste rækker.

Misantropen på Aalborg Teater er en klassisk teaterforestilling tilsat et moderne tvist, og man forundres over, hvordan emnerne i Molières komedie skaber genkendelse til nutidens samfund, hvor selfies og Facebook er vor tids udtryk for selvoptagethed og overfladisk livsstil.

Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
Hamburg Ballet John Neumeier
Spilleperiode 16. maj - 18. maj
SØREN ELSKER KATINKA
Spilleperiode 5. maj - 22. maj
Live in Turku
Udgivelsesdato 17. maj
Papmaché-reglen
Spilleperiode 8. maj - 8. jun