Hvad har udvandrerne med i bagagen?

Et både abstrakt og konkret billede på at komme til et nyt sted og ikke mindst at komme fra et andet sted. At have sig selv med og samtidig være omstillingsparat til at skabe et nyt liv og passe ind i en forhåbentlig bedre verden, som man har ofret så meget for at blive en del af. Den ydre fysiske rejse til en ny verden smelter sammen med den indre personlige eksistentielle transformation til et nyt jeg i denne verden.

Forestillingen udfolder sig i høj grad i scenografi og koreografi, og trods de bedste intentioner fra alle parter fornemmer man i den sparsomme dialog fremmedgjortheden og de kulturelle forskydninger, der kan være ved livet som udvandrer.
I en gennemarbejdet koreografi starter rejsen og transformationen imiterende og mekanisk men dog overvejende fremadskridende, og man mærker de udvandrendes målrettethed og håb om både fysisk og åndeligt at komme frem. Med sig bærer udvandrerne symbolske spejl-kufferter, der aldrig bliver åbnet. Hvad de bringer med sig fra den verden de har forladt, finder vi ikke ud af, fordi de har travlt med at spejle og imitere den nye verden – tilpasse sig, integrere sig, assimilere sig, tilegne sig de eksisterende værdisæt, traditioner og normer. Det eneste vi ser i deres kufferter er os selv.

Scenariet er overvejende mørkt. Små lamper lyser dele af den nye verden op til melankolske toner fra de længselsfulde sange, der er gennemgående i forestillingen. Det indtryk man får af livet som udvandrer er lidt det samme: Det er ikke nemt at komme til en ny kultur og være anderledes. Der er lyspunkter men mest mørke.

Trods en dyster og langt fra lykkelig slutning, håber jeg, at der er meget mere lys i vente for udvandrerne, der giver afkald på så meget i håbet om en bedre fremtid. Forestillingens fravær af dialog giver et hint om hvordan man lyse verden mere op: Lad os tale mere sammen og ikke tage alting for givet.