En sød historie

En dansktalende mand af indisk udseende ankommer til et psykiatrisk hospital i Danmark. Manden, som kalder sig Haroon, er fundet i Indien, hvor han tilsyneladende har forsøgt at begå selvmord. Haroon hævder, at han er en kendt Bollywood-skuespiller, og inden længe får han med sin charme og sine spirituelle kundskaber vendt op og ned på det sterile hospital og dets følelsesforskrækkede personale.

”The Bollywood Trip” er en forestilling fyldt med kontraster; Danmark kontra Indien, det kliniske kontra det farvestrålende, lægevidenskaben kontra det spirituelle, realisten kontra drømmeren. Lægen Jens skal hjælpe Haroon ud af sin psykose, men gradvist byttes rollerne om, og det viser sig, at Jens har mere brug for Haroon som sin personlige kærlighedsdoktor, end Haroon har brug for Jens som sin psykiater.

Stykket er underholdende og humoristisk. Gennem hovedpersonen Haroon smøres der tykt på den overdrevne og halvkiksede Bollywood-stil, alt imens den frisindede og ubekymrede livsanskuelse, som Bollywood repræsenterer, også beundres. Haroon er overlegen, men samtidig elskværdig, og hans charme når helt ud over scenekanten, når han gentagne gange flirter med kvinderne blandt publikum.

Rent scenografisk har ”The Bollywood Trip” både styrker og svagheder. En stor, hvid rampe dominerer scenen, og denne rampe anvendes gentagne gange, når aktørernes følelser skal symboliseres. Aktørerne løber op ad den stejle rampe, aktørerne klamrer sig til toppen af rampen med det yderste af fingerspidserne, og aktørerne rutscher ned ad rampen med hovedet først. Det er et godt virkemiddel, som giver stykket dynamik. Med Bollywood-temaet i baghovedet havde jeg dog forventet lidt mere af scenografien i de sekvenser, hvor danserne er på. Her måtte Bollywood og kontrasten til den hvide rampe gerne være endnu mere fremtrædende gennem eksempelvis mere farve, vildere kostumer og flere dansere.

Kærlighedshistorien mellem lægen Jens og sygeplejersken Mette fanger mig aldrig helt. De formår ikke at overbevise mig, og det trækker ned i min samlede bedømmelse. Til gengæld er historien om Haroon sød og rørende, og stykkets underholdningsværdi er i top.