God idé, men ubehjælpsomt udført

Det er virkelig godt at arbejde med teatrets mere basale elementer, men det kræver storhed og evner. Kun en enkelt af de medvirkende skuespillere, Josephine Park, gennemfører et troværdigt portræt med dybde. De resterende portrætter fremstår overfladiske og skematiske.

Scenografien består af en række trærammer i fuld menneskehøjde, som fleksibelt kan flyttes rundt på scenen. De enkelte portrætter udspiller sig i en af disse trærammer. Den enkelte karakter står inde i rammen eller går gennem den eller står ved siden af. Mens karakteren forsøger af skabe sit portræt løber en flok af maskeklædte omkring og kommer med tilråb og kommentarer. I de fleste tilfælde virker det forvirrende og uden mening. Tværtimod forhindrer og forulemper det publikums adgang til det enkelte portræt. Jo mere tavse de maskeklædte er, des bedre fungerer det.

Det er fx tilfældet i Josephine Parks portræt. Det siger mere om hendes personlige kvaliteter som skuespiller end om instruktion.

En genial scenografi vil kunne afhjælpe dårligt skuespil, men én god skuespiller kan desværre ikke råde bod på en mislykket scenografi. Derimod vil den gode skuespiller altid skille sig ud og være en gave til publikum.

Det generelle indtryk forbliver imidlertid forvirret og overfladisk - og derfor løfter forestillingen sig ikke over bundkarakteren.