Et kaos af formidlinger

Død over eliten trak på premieredagen en blandet flok til sig, inklusive det lokale byråd. Sidstnævntes grin hørtes sjældent, mens resterende publikummer syntes at grine på tidspunkter, hvor grin efter min mening ikke hørte sig til. Men måske det allerede gik galt der. Hvis publikum ikke er enige om, hvornår en fremførelse er sjov, hvordan skal publikum så gå fra forestillingen med en nogenlunde ens opfattelse af, hvad de har oplevet.
Forestillingen giver et blik ind i de mange samfundslag Danmark repræsenterer, og hvorledes politik har indflydelse på disse i hverdagen. Vi møder skæve eksistenser, sjove og dramatiske afbræk, men samtidig også forvirrende karakterer, som skifter rolle på kryds og på tværs, i et forsøg på at formidle forskellige budskaber på baggrund af forskellige forudsætninger.
Af og til opleves et sarkastisk opråb om ikke at lade stå til, krydret med en realistisk debat om indvandrere situationen, mikroøkonomi, parcelhuse og åbne grænser, samt hvad national politik gør- og er for mennesker, og hvem der repræsenterer "mig."
Lige så imponeret jeg kunne blive over scenografiens flotte fremstilling og udnyttelse af scene dybden, lige så forvirret kunne jeg være over de skiftende monologer, de markante spring mellem personer, og de spøjse musikvalg.