Det er op til den individuelle...

"UPROAR! - En flugt ud af tiden" er en forestilling fra Livingstones Kabinet og er den tredje og sidste del af deres trilogi om dadaisme (slå det op).

Gennem 70 minutter bydes der på absurde, morsomme, mærkelige, uforståelige, vedkommende, udfordrende, langtrukne, intetsigende, altsigende og opfindsomme optrin. Forvirret? Det er de fleste nok også, når de har været gennem oplevelsen, og det er op til den individuelle, om de føler sig underholdt eller ej, beriget eller skuffet.

For undertegnede handlede det ikke så meget om, hvor meget jeg forstod (selv om det politiske budskab ikke var svært at få øje på). For mig handlede det mere om at spørge mig selv: "Keder jeg mig?" Det gjorde jeg for det meste ikke, og det er takket være de seks medvirkende på scenen (Pete Livingstone, Nina Kareis, Ole Håndsbæk Christensen, Amia Miang, Troels Hagen Findsen og Bebe Risenfors). Deres talenter inden for skuespil, levering, komik, sang, bevægelse og ikke mindst musikalitet (de spiller alle sammen på instrumenter gennem forestillingen, og flere af slagsen hver).

Trods temaet er det nu ikke fordi jeg kom ud med en ny verdensopfattelse eller en forstærket gejst til at ændre på samfundet. Så tager man det (som jeg gjorde) som en oplevelse i det absurde på godt og ondt, og lader man talenterne på scenen imponere med det, som de kan, er det en helt igennem fornøjelig måde at tilbringe 70 meget anderledes minutter på inden for sang, dans, skuespil, komik og poesi. Det var som at se en revy på syre, og det kan man så overveje, om man er det rette publikum til. At flere af brudstykkerne godt kunne have været strammet op, da forestillingen desværre virker længere, end den er, er ikke det vigtigste. Jeg grinede, jeg måbede og jeg nød det - men desværre "vandrede" mine tanker også i ny og næ, og det holder mig fra at give en komplet jublende anmeldelse.

Når alt dog kommer til alt, kan man ikke tage fra "UPROAR!", at det er en oplevelse uden lige på den danske teaterscene lige nu - og er det et sted ikke også endnu vigtigere end, om det er et mesterværk eller ej?