Gammel fortælling i surrealistisk nyfortolkning

Jeg var torsdag d. 9 inde at se Erasmus Montanus i selskab med min veninde. Vi kendte begge to historien forinden om end den var lidt rusten.
Scenografien var fascinerende og vakte interesse selv før stykket gik i gang. Den fulgte i kæmpestørrelse den gamle papirteatertradition. Kullisserne var flade og endimensionelle og skuespillerne agerede som om de var det samme - denne effekt gjorde straks man blev draget, underholdt og nysgerrig efter hvad det hele mon gik ud på.

Skuespillerne var virkelig gode! Især Andreas Jebro gjorde det godt - irreterende og arrogant når scenen bød det men samtid overbevisende fortvivlet når det hele var ved at ramle sammen for ham. I det hele taget er det et stjernespækket hold og det kan bestemt mærkes på niveauet. Ole Testrup er som forventet enormt underholden og dejlig god til at bringe jordforbindelse, trods hans absurde karakter i stykket. Også Lars brygmann var særdeles underholdene! Det samme kan siges for resten af holdet.
Historien i stykket følger nogenlunde Holbergs oprindelige fortælling om end stykket har fået en opdatering i form af også et kunne virke som en nutidig samfundskommentar. Samtidig udviklede stykket sig på en måde så det hele blev mere og mere absurd og drømmeagtigt. Kulisserne aktivt brugt til på glimrende og finurlig vis at illustrere forskellige aspekter og lag i fortællingen.

Min eneste lidt negative kommentar vil være at jeg personligt ikke synes stykket var helt så sjovt som alle andre, om end ikke ligefrem usjovt. Alle omkring mig grinede meget over de mange fald-på-halen-jokes, men jeg synes til tider de var for letkøbte.

Alt i alt en god, anderledes, morsom og spænende opsætning som blev fortalt på en måde så den virkede ligeså aktuel nu som til alle tider.