Blandede dansebolsjer

Sommerballet på Belevue Teatret anno 2011 består – trods det lidt misvisende navn – af en række koreografier indenfor forskellige sceniske dansegenrer. Det lykkedes mig desværre ikke at få fingre i et program, hvorfor jeg i det følgende ikke har sat navn på dansere, musikere eller koreografer.

Aftenens forestilling blev åbnet af en ret stemningsladet scene med a capella sang på spansk og sangerindens silhuet på en dyb rød baggrund. I en nærmest selvfølgelig forlængelse heraf kom en flamenco-danserinde og en bassist med sin kontrabas på scenen og gav sig hen til et samspil, hvor hendes smidige torsobevægelser, håndledsrul og fingerleg tydeligt arbejde med og mod hans til tider bløde og til tider staccato-hårde musik. Det var formiddabelt. I et nyt billede steppede og stampede hun med en både fascinerende og imponerende rytmisk præcision og variation, der også lod sig se i hendes overdådigt frynsede heldragt i guld, hvor frynserne tilsvarende hoppede og dansede. Sammen med det digitale lydbillede udgjorde det et veritabelt perkussivt glansnummer.

I aftenens anden koreografi stod 2 kvinder og 1 mand for den teknisk funderede moderne dans til strengemusik. Et scene-langt (eller måske snare højt) frynse-gardin delte scenen (og danserne) op i et foran og bagved og skabte nogle rigtig fine lys-skygge-virkninger. Samtidig fungerede gardinet som en baggrundsskærm for projiceringer af videoklip, der var nærmest ubehagelige og påtrængende forstørrelser af kropsdele (øjne, øjenbryn etc) – og som jeg ikke rigtig forstod meningen med. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at langt størstedelen af koreografien foregik som unison dans (dvs. hvor dansernes bevægelser er ens). Frastår man på denne måde fra at udnytte spændvidden ved en trio, så bør dansernes indbyrdes timing indstuders bedre, end den her var gjort. Jeg lod mig desværre distrahere af den lidt for tydelige ikke-intentionelle asynkronitet.

Til gengæld var tredje koreografi i første akt virkelig underholdende. Der var 3 kvinder og 3 mænd, og her blev hiphop/street dance blandet med mere ”traditionel” moderne danseteknik til et meget fængende, club-agtigt soundtrack (”Hey hey” – som jeg dagen efter blev nødt til at finde og købe mig på Itunes!). Den første tekstlinie lyder ”Just an ordinary day”, hvilket stod i skærende kontrast til dansernes nærmest dekadente knælange velourfrakker med flæser i kontrastfarver, sære hatte og makeup, der fik dem til at ligne fætre og kusiner til Johnny Depp i Alice i Eventyrland. Der blev danset i par, i grupper, stående, siddende og på gulvet, og det hele fremstod som een stor fest – ganske vist en anelse forvrænget eller absurd, men det gav mening i det univers, der blev skabt. Man blev simpelthen i godt humør og fik lyst til at hoppe op og feste med, givetvis godt hjulpet på vej af musikken.

Andet akt kunne jeg uden problemer have undværet. Alle dansere var på scenen i een længere koreografi, som øjensynligt havde en form for handling – måske en kærlighedshistorie af en art, måske noget med at føle sig isoleret i forhold til en mere og mere fremmedgjort og fremmedgørende omverden....? Det står stadig hen i det uvisse for mig, hvad den dybere mening var; jeg så et forsøg på at fremstille en absurd virkelighed med de fleste af danserne udklædt som en form for karikaturer eller groteske vanskabninger (bl.a. en pige med små balloner i ærmerne og på ryggen), stole der hang på væggen som et klatrestativ for danserne, intetsigende musikakkompagnement og en masse mime-agtige, stiliserede hverdagsbevægelser, der nærmest virkede som fyld for at få tiden til at gå. Alt i alt virkede koreografien på mig en anelse for ambitiøst og en anelse for rodet.