Ekstern lektor (Dansevidenskab, Københavns Universitet) og koordinator på Skolen for Moderne Dans
Uddannelse:
Cand. mag. i Dance Studies, bach. mag. i europæisk etnologi og teatervidenskab
Om mig selv:
Når jeg går i teatret eller læser skønlitteratur er det ofte for at få et mentalt pusterum fra hverdagens trivialiteter og TV-avisens konstante fokus på nød og elendighed. Realisme er der så at sige nok af i den "virkelige verden"! Selvfølgelig må kunst/kultur gerne konfrontere og provokere, men jeg mener, det langt fra er den højeste - eller eneste - opgave.
"The Matrix" er og bliver nu nok min yndlingsfilm. Jeg så den første gang til en film-marathon i den lokale biograf, hvor jeg på forhånd havde afskrevet den som en wanna-be intellektuel sci-fi film med (urealistiske) kunstneriske ambitioner, der desværre lå først i programmet. Men hvor blev jeg så meget klogere: Visuelt flotte kampscener og stof til eftertanke!
Derudover har jeg en ganske stor svaghed for dansefilm/musicals. "Moulin Rouge" er en af de bedste i genren, hvor det hele - dans, musik, klipning, historie, persongalleri osv - går op i en højere enhed! (Selvom jeg nu kan leve med de mest forudsigelige plots og middelmådige skuespilspræstationer, så længe der er god dans involveret).
"Kids" er en helt igennem modbydelig film fra midten af '90erne. Så vidt jeg husker blev den prisbelønnet - jeg vil gætte på at anmelderne kaldte den "stærk" og "vedkommende", hvilket den da givetvis også er. Men. Hvis en film skal behandle et så alvorligt emne og have en så udelt usympatisk hovedperson foretrækker jeg, at der i det mindste er et glimt af håb (eller om ikke andet så humor) i den ellers trøstesløse og dybt uretfærdige fortælling.
Scene
Mine foretrukne scenegenrer er ny-cirkus og danseforestillinger. Det lyder givetvis cheesy, men jeg føler det somom "min sjæl synger", når jeg ser yndefulde, kraftfulde, gennem-kontrollerede og timede eller på andre måder smukke bevægelser udført af adrætte menneskekroppe gerne akkompagneret af rytmisk musik. Især Schaufuss-balletten og Tim Rushton (der leder "Dansk Danseteater") har givet mig skønne øjeblikke.
"4:48 psykose" (først på Edison i 2002, i 2010 på Det Kgl. Teater) befinder sig i en helt anden boldgade. Monologer og tunge temaer plejer ellers langt fra at være min sceniske yndlings-cocktail, men Trine Dyrholms indlevelse i Sarah Kanes tekst og lys- og lyd-installationen, der blot forstærkede oplevelsen, gjorde det helt klart til en af mine bedste sceniske oplevelser.
For efterhånden en del år siden så jeg et Ibsen-stykke på Betty Nansen-teatret i Kbh("Når vi døde vågner"). Sjældent har jeg kedet mig så meget. Jeg plejer at være en relativt tålmodig teatergænger, men jeg var meget tæt på at gå i pausen da der absolut intet fængende var ved historien eller formidlingen af teksten - jeg undlod delvist at gå, fordi vi i forvejen kun var en håndfuld tilskuere fordelt på en 3-4 rækker og en endnu mere tom sal givetvis ville tage livet af de stakkels skuespillere. (Hvis det dødssyge spil har været en del af opførelsens pointe, jf. titlen, beklager jeg min manglende forståelse).
Fra min tid som studerende på teatervidenskab har jeg set en pæn portion mere eller mindre vellykket dramatik, men efterhånden som jeg er blevet ældre, er min tid blevet mere dyrebar. Mit liv er sgu' for kort til intim-teater, iscenesatte provokationer og eksperimentelle installationer. - Sådan groft sagt.
Bøger
At en forfatter har en humoristisk skrivestil betyder meget for mig, når jeg læser skønlitteratur. Jeg elsker virkelig Marian Keyes' beskrivelser og små sammenligninger, jeg ikke kan undgå at fnise af (det er hende med "Sushi for begyndere").
I den mere seriøse ende af spektret holder jeg vældig meget af canadiske Margareth Atwood, der - selvom hendes historier og hovedpersoners skæbner ofte er en anelse dystre - stadig formår at fortælle på en underholdende måde (i mangel af bedre ord). Måske især i "Tjenerindens fortælling".
- Og så er jeg også ret glad for krimier (selvom jeg synes det bliver sværere og sværere at finde historier, hvor det "overraskende tvist" i historien rent faktisk er overraskende).
Det er sket, jeg - efter at have læst et stykke tid i en bog - opdager, at jeg egentlig ikke "hører efter", hvad jeg selv læser - og det er sjældent et godt tegn!F.eks. kan lange naturbeskrivelser få mine tanker på langfart. De bøger får jeg sjældent læst færdigt, og jeg glemmer oftest titlen på dem. Jeg kan dog sætte navn på en enkelt, nemlig "Hobitten" (som jeg havde store forventninger til, men som jeg lagde fra mig efter at have kæmpet mig igennem den første tredjedel uden nævneværdig begejstring).
