Tiltrængt fornyelse

Hvor meget kan man tillade sig at lave om på en klassiker?
Same question as last year. Same question as every year!

Da denne moderniserede udgave af Holbergs »Jeppe på Bjerget« blev vist på Aalborg Teater, blev spørgsmålet stillet af næsten alle anmeldere. De havde svært ved at greje, at to alkoholiserede førtidspensionister fra velfærdsdanmark anno 2012 digtede nye replikker og skabte nye situationer i Holbergs skuespil. Nille (Lise Baastrup) har skiftet krabasken ud med en krykke, som hun tæsker Jeppe (Martin Ringmose) med.

Referencerne er nutidige: Der snakkes økonomisk krise, kulturstøtte til teatret, der hentydes til Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager, Jeppe synger Elvis og er i øvrigt godt orienteret om politik og samfund.

Jeg har et ganske fint med at se »Jeppe på Bjerget« i en hel ny kontekst. Måske fordi jeg snart har set 117 meget traditionelle teaterversioner af Holbergs tekst – versioner, der har været så gennemloyale over for det originale forlæg, at det snart kunne være nok.

»Jeppe på Bjerget« er skrevet i en anden tid, og jeg bliver (blandt meget andet) udfordret af at se ham spørge: Hvad fanden er »rigsdaler«? Og i stedet for begynde at snakke kapitalpension og topskat.

Og det gør publikum også i en prolog på et kvarters tid: Vil I have Berlusconi, Linse Kessler med de store nødder, et par fordrukne riddere eller en kvinde gemt bag en burka til at lede landet? (selv om en sådan prolog næsten er for meget af det gode i pædagogikkens tjeneste).

Som det hedder i Holbergs morale: »Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være«.

Jeppe og Nille bor i en affaldscontainer. Desværre er tænderne trukket ud på Nille i Hans Henriksens iscenesættelse på Aalborg Teater – hun er i virkeligheden ikke Jeppe overlegen på nogen måde. I originalen har hun i det mindste så megen kraft, at hun holder sammen på familien. Men i denne »Jeppe på Bjerget« er hun lige så meget et socialt tilfælde som Jeppe.

Handlingen er bevaret, men tager alle de friheder, der passer den. Elegant nok har man valgt at bibeholde Baronen (Mads Rømer Brolin-Tani) og hans lakajer i barokken som en kontrast til Jeppes moderne baggrund fra containeren.

Martin Ringmose er formidabel i hovedrollen som Jeppe og giver ham et tiltrængt nyt liv.

Live-forestillingen er optaget i en fin kvalitet. Prologen fiser dog lidt ud af, at man ikke kan se projektionsbillederne bagest på scenen.