Anden første gang på Bakken
Vurdering:
Samlet vurdering:
I Teltet på Bakken (der havde overraskende mange stole ledige og stadig har det til de øvrige shows, hvilket vel skyldes manglende markedsføring) kunne Anders 'Anden' Matthesen på sin første aften (ud af i alt seks shows frem til d. 9 december 2018) byde velkommen til en aften på slap line med Danmarks mest kendte standup-komiker.
"Showet", hvis man kan kalde det dét, var en blandet landhandel af nyt og gammel (hvilket han dog også selv gjorde publikum opmærksom på), og stærkest stod hans personlige fortællinger om julen, der nærmer sig, og historier fra hans familieliv, som overraskende (tilsyneladende også for ham selv) ofte udspiller sig i køkkenet. Anden kunne dertil også flere gange vende tilbage til temaet "mad" ... eller rettere "fed mad".
Man vil aldrig kunne tage fra Anders Matthesen, at han er et helt igennem latterligt morsomt menneske, og han formår om nogen at gribe "bolden", når der sker noget uventet i forbindelse med uventet besøg af natsværmere, latterbrøl på uoplagte tidspunkter eller publikum, der insisterer på at fange ham på deres smartphones. Han har som altid også nogle fede pointer om os som mennesker og de mærkelige vaner, som vi nu engang har, både inden for sprogbrug og livsstil.
Det er derfor næsten direkte tarveligt at skulle bedømme denne premiereaften på hans optræden på Bakken, for det var tydeligt, at det var en prøve-aften, hvor Anden også selv skulle mærke rammerne og publikum af, og hvor der manglede sammenhæng og et overordnet tema. Alt for mange kunstpauser, der ofte lugtede af "hvad skal jeg mon NU snakke om?", fyldte for meget, og kan man derudover genkende noget af materialet fra hans tidligere shows, så er prisen på 450-600 kr. pr. billet simpelt hen for meget, i forhold til den ustrukturerede oplevelse, som man får.
Ser man dog bort fra prisen og den manglende røde tråd i de 2 timer og 15 minutter (inkl. pause), som aftenen varede, er man super velunderholdt, og der blev grinet i lange baner. Dog med færre bifald undervejs, end man kunne vente fra en audiens med Anden. Man er i godt humør (og naturligvis i super godt selskab med den evigt talentfulde herre på scenen), og gudskelov har han valgt at kalde det "En aften med Anden" frem for "Et show...", for et show var det som sagt ikke. Det var Anden på slap line, (måske) uden de store forberedelser, men nu kan manden om nogen også "bare" ryste ting ud af ærmet og få det til at fungere. En helstøbt oplevelse (især i den prisklasse) er det dog ikke.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at resten af de seks "aftener" (oftest kl. 16, så "aften" er et her et ret vidt begreb) på Bakken for Anden kun vil blive bedre, mere fokuserede og stramme. Måske skulle han lige i gang. Måske skulle han lige lande efter sit 25 års jubilæums-show. Måske var det ikke det rette publikum. Uanset hvad, kan man aldrig gå galt med Anders "Anden" Matthesen. Oplevelsen kan dog ærligt bare ikke måle sig med hans ikoniske shows, og når prisen er det samme, så må man også være forberedt på, at det måske ikke bliver den mest uforglemmelige aften, som man kommer igennem.
Kan du lide Anders Matthesen (og hvem kan ikke det?), og har du råd her i julegaveræset, så slå dog endelig til, for hvem ved, hvor længe der går, før et større publikum får lov til at se ham igen.