Men også støvet lægger sig

Det er rigtignok et udemærket stykke.
Man kan med glæde, især hvis man er 50+, gå ind og høre en masse livserfaring man nok kan dele med Gertrude/Lane Lind.
Det er dristigt at have et 2 timers stykke udelukkende bestående af en række bogreoler og en ældre kvinde i evig monolog, men det tror jeg som end publikum havde det glimrende med. Dette skyldtes nok også, at der i stykket var en undertone af lystspil. I anekdoteformen, hvordan humoristiske pointer kom og generelt tonen.
Personligt havde jeg nok hellere set en dokumentar om Gertrude Stein, men det siger også mere om min generations vanskeligheder ved at fordybe sig i det simple motiv.
Jeg havde nok tænkt af et teaterstykke, at det skulle engagere mig noget mere. Der var en slags distance i karakteren, i at hun var en kvinde af en anden tid. Med et andet sprog. Hvor var jeg og alt det jeg går med i dette? Jovist, jeg blev mindet om mine bedsteforældre og hvad de kom af, men stykket havde ikke rigtigt argumenter for at blive opført anno 2016.
Havde ikke rigtigt ambitioner om at ville andet end at blunde ved synet af støvet i eftermiddagslyset.