Solskin på min skygge

Jeg vil starte med at fremhæve Jens Albinus’ præstation. Den er intet andet end sublim. Han spiller rollen som den magthungrende og samvittighedsløse Richard III til perfektion. Han formår at bibeholde karakterens troværdighed trods de lange snørklede replikker, som med deres gammeldags sprogbrug er svære at forholde sig til. Replikker der har en tendens til at få de øvrige karakterer til at virke forcerede og unaturlige. Det føles til tider som om replikkerne har haft en højere prioritet end udfoldelsen af karakterenes personlighed, hvilket er en skam, da kun få af karaktererne formår at nå helt ud over scenekanten. Jens Albinus’ portrættering af Richard III gør netop det, og ikke bare når han ud over scenekanten, han følger også med hjem. Hvis du ikke har anden grund til at tage ind og se Richard III, så gør det alene for at opleve Jens Albinus i rollen som selv samme Richard III.

Hvis du vil have det maksimale ud af din teateroplevelse, vil jeg råde dig til at sætte dig en smule ind i historien og dens persongalleri, inden du sætter dig tilrette i salen. De før omtalte replikker gør det nemlig svært at opfange hele handlingen, og koncentrationsniveauet kan svinge lidt i løbe af de + 2 timer forestillingen varer. Ligeledes er det ikke helt nemt at finde rundt i persongalleriet, og det gør det ikke nemmere at en del af skuespillerne besidder to roller.

Kontrasten mellem de ”shakespearianske” replikker og skuespillernes moderne og stilfulde beklædning er nærmest komisk, og jeg ved ikke helt om jeg er fan.

Til gengæld er jeg fan af de små subtile humoristiske indslag som popper frem fra tid til anden, og som vel nærmest er blevet Aalborg Teaters varemærke, som når den døde helt åbenlyst rejser sig og går fra scenen eller når Richard III spøgefuldt foreslår at den nye teaterchef skal være den næste i rækken til at lade livet.