Nyd det nyt

Aftenen bestod af 4 aktuelle danseværker: 3 soloer efterfulgt af en enkelt duet.

A single act
Med ordene: ”He left me for a DJ”, indledtes aftenens første værk. Og der kom mange flere ord, for A single act er en blanding af tale, performance og dans, hvor Khamlane Halsackda fortæller små kærligheds”historier” og samtidig leger med køn, krop og identitet. Der var noget både genkendeligt og provokerende i bevægelser, ord og iscenesættelse , hvilket formåede at holde min interesse fanget, omend værket især mod slutningen kunne tåle en opstrammende redigering.

Song of the wind
Selvom Song of the Wind er en solo, er Tomomi Yamauchi ikke alene på scenen. Med sig har hun en stor gul heliumballon, der har sin egen vilje, og det er forholdet mellem de to, der er omdrejningspunktet i værket. Legen mellem dem er naivt charmerende og humoristisk, og også et tylskørt gør sin entré som både legekammerat og hovedbeklædning. Alligevel fangede historien mig desværre ikke rigtig – måske jeg har set for mange variationer over temaet ”danser og rekvisit” til at værdsætte genren?

Traverse
Shang-Chi Sun har en fænomenal kropskontrol! I Traverse får hurtige, præcise kropsiolationer hans bevægelser til nogle gange at virke som skarpe, kraftfulde angreb, mens de andre gange forvandler hans krop til en ikke-menneskelig, ledløst bølgende organisme. Dansen akkompagneres af dundrende mekaniske lyde (for mig en blanding mellem helikoptorrotorer og vinduesviskere i et op-speeded tempo) og et minimalistisk men igen skarpt og kontrolleret brug af lys, der bidrager til at skabe en intens, nærmest spændingsladet stemning. Gennemført og beundringsværdigt.

Yonder Woman
Breakdance-forestillinger kan let gå hen at blive en opvisning i fysiske færdigheder, hvor publikum imponeres af unge mænd, der i en endeløs række af teknisk krævende og akrobatiske tricks battler hinanden. Det var det ikke i Yonder Woman, og hvor var det dejligt forfriskende! Her dansede to kvinder – Anne Nguyen og Valentine Nagata-Ramos – med fremfor mod hinanden i et miks af klassisk breakdance og en mere udtryksfuld og kontaktbaseret moderne dans. Og teknikken med at bruge hinanden f.eks. som bogstavelig fysisk støtte og medspiller fremfor modstander virkede på én gang selvfølgeligt og overraskende. Thumbs up – det var sgu’ fedt at se!

Det kan være svært at give en samlet og så firkantet bedømmelse, som tildeling af point er – men jeg synes, Thousand Threads fortjener 5 ud af 6 ”kongekroner” på baggrund af de enkelte danseres engagement, tro på eget projekt og fysiske formåen, og fordi det ser ud til at være lykkes at lave et koncept med en værkmæssig spændvidde og inspirerende nyhedsværdi. Loom TWO spiller i medio januar og skulle på baggrund af Loom ONE være et besøg værd!