Knivskarpe skuespilpræstationer

Jeg må indrømme, at jeg var aldeles skeptisk, da jeg satte mig til rette i sædet i Teater Grob. Fra scenen strålede et skriggrønt køkken med blomsterdekorationer op ad væggene, en knaldrød fatboy på gulvet og en moderne lysekrone hængende ned fra loftet. Sammen med stykkets titel tangerede det hele en anelse for poppet til mig, og jeg frygtede kun det værste. Men frygten blev gjort til skamme af fire knivskarpe skuespilpræstationer, der langsomt men sikkert førte publikum gennem et følelsesmæssigt virvar af afmagt, skyld og sorg. Man kunne have frygtet en triviel og forudsigelig fremstilling af stykkets problemstilling, hvor hovedpersonerne ville ende ud i lykkelig forsoning, som det så ofte ses på film og teater. Heldigvis hævede forestillingen sig betydeligt over 'happy ending'-niveauet og præsenterede publikum for et smerteligt, uforsoneligt drama mellem mennesker i sorg. Som beskuer fik man adgang til de mest sorgfulde, desparate, men også nederdrægtige og selvcentrede følelser, som udfolder sig i og mellem mennesker, der har oplevet det værsttænkelige: at miste et barn.