Anbefalelsesværdig kvindekampskomedie

Forestillingen er bygget op omkring en række monologer, skrevet af 7 forskellige, mere eller mindre almentkendte kvinder og bundet sammen af instruktør og manuskriptforfatter Heinrich Christensen til en historie om den til handling vakte Margrethe. Undervejs på sin mission stifter Crazy Daisy, som hun kaldes, bekendtskab med et antal forskellige kvinder – det er her, monologerne kommer ind i billedet.

I modsætning til scenens eneste kulisse – en portalkran med kæder, stiger og talrige anvendelsesmuligheder – er rammehistorien (ligestillingsterroristen, der på sin færd taler med og/eller ”bliver” tilfældige kvinder) en spinkel konstruktion. Den er kamufleret som et ”crazy” set-up og bæres i høj grad oppe af publikums velvilje. Men velviljen er ikke svær at finde, først og fremmest fordi stykkets eneste medvirkende, Rikke Lylloff gør det så umanerligt godt! Både som kælen kattekvinde, som Bettina fra Sydhavnen og som Den Vrede Kvinde, ”de ikke havde med i Sex & the City, fordi hun var for langt ude” og alle de andre kvinder. Der var både hylende morsomme passager (især i sidstnævnte monolog), tankevækkende tekster og øjeblikke, hvor min egen indre kriger vågnede op af sin slummer. Og uanset teksternes omdrejningspunkt og forfatning – det hele var trods alt ikke verdensklasse – leverede Lylloff som sagt en fremragende præstation, hvor også hendes til tider næsten cirkusartistiske krop virkelig understøttede forvandlingen fra en kvinde til en anden.

Jeg ender på 5 stjerner. Som sagt er det mest af alt rammehistorien, der for mig at se ikke fungerer optimalt. Jeg synes tilmed, det er en anelse letkøbt at introducere nuværende navngivne politikere og gøre grin med dem. Det er set før, og der skal ikke meget til, før publikum er solgt. Heller ikke her var det særlig subtilt, om end det at lade hhv. en ”hårbolle” og et slips repræsentere politikerne både var et enkelt, effektivt og underholdende virkemiddel. Fiktionsniveauerne (eller hvad man skal kalde det) var heller ikke er så tydeligt afgrænsede, som jeg kunne ønske; i første akt var det nogle gange lidt svært at gennemskue, hvornår Daisy var sig selv, angiveligt var en anden eller om hun bare ”opfangede” en andens tanker.