Terkel er ikke i knibe, men heller ikke en motherfårking musical

For størstedelen af alle millennials i Danmark har Anders ”Anden” Matthesens ”Terkel i Knibe” fyldt meget i deres opvækst – Mere eller mindre frivilligt. Først med CD’en i 2001 og siden med animationsfilmen af samme navn i 2004, er det blevet en moderne klassiker, hvis sekvenser og jokes er blevet citereret i utallige gange i de danske skolegårde og SFO’er. Ønsket om et nostalgisk gensyn kan være grunden til at alder for publikum denne aften i Tivoli Koncertsal i yderst sjælende grad bevæger sig under 20 eller over 35 år.

Historien i Terkel i Knibe er forholdsvis endimensionel, og kun båret frem af de vanvittige karakterer og deres individuelle særtegn. Ruben Søltoft har Terkel positur, Adam og Noa besidder ballademagernes Steen og Zakis interne timing og Martin Brygmann er en perfekt gengivelse af musiklæren Arne. Der er kælet for at opsætningen skal give minder til især animationsfilmen. Alle kostumer og rekvisitter er identiske, komplet med nakketræk og jernrør, ligesom en sjov detalje er, at alle karakterer går præcis på samme hjulbenede facon, som datiden 3D-animation lige kunne magte. Omvendt er Clemens skuespil ret så karikeret, og han burde have holdt sig til opgave som instruktør og komponist. Ligeledes er Thomas Bo Larsens version af Stewart Stardust milevæk fra udgangspunktet. Hele det psykotisk og uforudsigelige element i karakteren mangler fuldstændigt.

Generelt er det hyggeligt nok gensyn, men det er tydeligt, at hele salen kender oplægget fra enden til anden (no pun intended), hvilket gør at mange jokes og efterfølgende grin bliver meget mekaniske og påtaget. En kvinde to rækker bag mig sad sågar og hviskede med på samtlige replikker. Man kan forsvarere 1:1-gentagelserne, med at den etablerede teaterverden opsætter Ludvig Holberg gang på gang med samme ordvekslinger uden der lyder klager. I opsætninger af Holberg er der trods alt oftest tale om nyfortolkninger, noget som kan være svært i dette tilfælde, da der er en naturlig balancegang mellem at forny og holde sig til den genopførelse af de jokes, som publikum som udgangspunkt har købt billet til. Fordelingen er desværre mest til sidstnævnte, hvilket er ærgerligt, da det er i de sekvenser, hvor der flirtes med fornyelse, hvor forestillingen kommer til sin ret. Flere af de nyskrevne sange er utrolig catchy og Clemens har formået at varierer meget i udtrykkene. Især Lea Thiim Haarder formår at udfolde rollen som fede Dorit (stil no pun intended). Hendes stemme er dyb og soulet, hvilket får alle andre optrædener i forestillingen til at blegne, men hendes talent udnyttes ikke ordentlig, da hun er med i en yderst begrænset del af forestillingen.

Når man oplever sangtalent af denne kaliber, ses forestillingens største svaghed tydeligt. Det er ikke særligt meget en musical. Godt nok er der sang og dans, men det er kun ensemblet og få hovedkarakterer, der kan bevæge sig rytmisk eller ramme én ren tone. I det yderst potente og morsomme diskonummer ”Det var godt, der ikke var nogen, der fik det fede ko i hoved” samt det dubstep præget og intense ”Nu skal vi på motherfucking tur” er der fuld smæk på musical-oplevelsen. Begge sange er karakteriseret af at ensemblet er i forgrunden. Hvis man havde tænkt mere i at hovedskuespillerne havde musical-erfaring, og i mindre grad var kendte og morsomme ansigter, og ligeledes smurte tilgangen fra de to førnævnte numre ud over hele forestillingen, havde vi virkelige stået med en funklede diamant. Elementerne er til stede.

Endeligt er det værd at bemærke, at trods en markedsføring der slår sig på bandeord, er det ikke en særlig provokerende forestilling. Sproget og målene for jokesene er, selv hvis man er let til blive krænket på andres vegne, ikke særlig slemme fx dum, grim, fed osv.

Der er meget der kunne laves om, men i sidste ende sniger ”Terkel i Knibe” sig op på 4 stjerner, for når forestillingen tør satse på nyfortolkning og musikken spiller derud af, så er man trods alt ret godt underholdt.