God musik og tyndslidte jokes

Lille scene var blevet forvandlet til en støvet teaterruin med rollatorer, stokke og iltapparater, da der fredag aften var premiere på Evig Ung på Aalborg Teater.

Stykkets handling udspiller sig i år 2060, hvor Aalborg Teater har drejet nøglen om og nu står i forfald med udsigt til at blive revet endegyldigt ned og transformeret til en stor, åben plads. En skæbne som også Nordjyllands Kunstmuseum Kunsten har lidt, for verden og Aalborg har ændret sig her cirka 50 år ude i fremtiden, og de kulturelle tilbud har i denne sammenhæng stået for skud. Seks aldrende plejehjemsbeboere og tidligere skuespillere på Aalborg Teater besøger de sørgelige rester af deres forhenværende arbejdsplads, ført an af den strenge og lettere morbide sosu-assistent Jørgensen. Med denne ekskursion har Jørgensen en skummel plan om at gøre de i forvejen livstrætte pensionister endnu mere deprimerede, men i stedet inspireres de gamle af gensynet med Lille Scene, og gennem musik og sang fra deres yngre år bliver de livet op og får ny energi.

Forestillingen var knap nok begyndt, før teatersalen rungede af latter. Og så var stilen ellers lagt for resten af stykket, hvor der bestemt ikke var langt mellem grinene fra det entusiastiske publikum. Jeg selv var noget mere afmålt. Rent faktisk tog jeg flere gange mig selv i at kigge ud over forsamlingen, i dyb forundring over hvordan selv den mindste udskejelse på scenen gang på gang kunne resultere i så enorme latterudbrud. Herren i stolen ved siden af mig måtte på et tidspunkt ligefrem tørre lattertårer bort, og jeg tror næppe, han var den eneste. Evig Ung går tydeligvis rent ind hos mange.

Der er heller ingen tvivl om, at Evig Ung er en humoristisk forestilling med mange sjove replikker og diverse komiske stereotyper. Men stykket er præget af lidt for meget ”falde-på-halen”-humor til min smag. Det bliver simpelthen for plat og forudsigeligt. For eksempel er en af stykkets mandlige plejehjemsbeboere halvdøv, hvilket resulterer i, at han på bedste Professor Tournesol-manér gentagne gange hører noget helt andet, end hvad der bliver sagt. Sådanne tyndslidte jokes bliver der bestemt ikke sparet på i denne forestilling. Men publikum kunne tilsyneladende lide det – der blev i hvert fald kvitteret med latter og klapsalver hele tiden. Og jeg grinede også jævnligt med, bare slet ikke på samme niveau som majoriteten.

Selvom humoren ikke gik rent hjem hos mig, vil jeg alligevel give stykket fire kongekroner. Jeg kedede mig på intet tidspunkt, men var derimod rigtig godt underholdt. Forestillingens skuespillere spiller sig selv om 50 år, og de omtales således ved deres rigtige navn, ligesom der undervejs er flere referencer til stykker, de har medvirket i på Aalborg Teater. Denne parallel med virkeligheden fungerer rigtig godt.

Evig Ung er desuden spækket med gode, velkendte melodier, som på smukkeste vis fremføres af flotte sangstemmer, akkompagneret af klaverspil og diverse mere simple og særprægede instrumenter. Alphavilles ”Forever young” og specielt den anderledes version af Nirvanas ”Smells like teen spirit” imponerede mig. Musikken er helt klart en styrke i Evig Ung, ikke mindst fordi de musikalske indslag fungerer som en behagelig pause fra de lettere platte jokes, der serveres på stribe.